Region Sjælland er den region med den laveste andel af hurtige bredbåndsforbindelser. Syddanmark er i top.

København. Region Sjælland er stadig det sted i landet, hvor det er sværest at få en ordentlig bredbåndsforbindelse.

Til gengæld har regionen halet kraftigt ind på de øvrige i løbet af sidste år.

Det viser en rapport om bredbåndsdækningen i 2016, som er udkommet søndag.

Af den fremgår det, at 77 procent af husstandene i Region Sjælland har adgang til bredbånd med en downloadhastighed på mindst 100 Mbit/sekund og en uploadhastighed på 30 Mbit/sekund eller mere.

Region Syddanmark ligger derimod helt i top med en dækningsprocent på 92 procent.

Formanden for Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), ærgrer sig over, at regionen indtager sidstepladsen i opgørelsen.

Men der er lys forude, påpeger han.

- Vi kommer fra et historisk dårligt udgangspunkt. Men rapporten viser også, at væksten de sidste år har været meget høj.

- Vi er gået fra 66 til 77 procent - det er dobbelt så høj vækst som i de øvrige regioner. Så jeg er fortrøstningsfuld. Vi er på rette spor, siger Jens Stenbæk.

Hvorfor regionen er sakket bagud, har han ikke en entydig forklaring på:

- Det kræver initiativer lokalt, og at der er tilstrækkeligt mange, der vil koble sig på eksempelvis fiber, siger Jens Stenbæk.

- Der er vi meget afhængige af lokale initiativer, som vi heldigvis ser vokser stærkt, siger regionsformanden.

Jakob Willer, direktør i Teleindustrien - teleselskabernes branchesamarbejde - siger, at Region Sjælland har været længere tid om at få fart i bredbåndsvæksten end andre steder.

- Men der er nu både politisk og fra branchens side fokus på at få barrierer væk og omkostninger ned, så der kommer gang i udbygningen, siger han.

Han er tilfreds med, at regionen, kommunerne og branchen nu har indgået et samarbejde om fælles retningslinjer for eksempelvis mobilmaster og nedgravning af fibernet.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) glæder sig over, at dækningsprocenten for de hurtige bredbåndsforbindelser samlet set er steget fra 82 til 88 procent fra 2015 til 2016.

- Det er svært at drive virksomhed og få en familie til at fungere, hvis man ikke har en adgang til fornuftigt bredbånd. Derfor er det glædeligt at se, at tallet stiger. Men der er stadig noget at komme efter, siger ministeren.

Han henviser til, at der er etableret en bredbåndspulje, som skal støtte udbygningen af bredbånd.

Samtidig er der mulighed for at bruge boligjobordningen, når man skal have lagt bredbånd ind i sit hus.

/ritzau/