'SAS flyselskab give to gratis billetter til nogen! For 71-års jubilæum fest. Få dit her - (2 billetter ) pr. Bruger.'

Sådan står det sort på hvidt i et opslag, der har floreret på Facebook. Det ser umiddelbart ud som om, at afsenderen er flyselskabet SAS.

Men onsdag morgen skriver SAS på virksomhedens Facebook-side, at der er tale om en falsk konkurrence.

'Vigtig information: Der kommer falsk kommunikation fra falske SAS-konti på Facebook, da brugere bliver opfordret til at deltage i en undersøgelse, for derefter at vinde to flybilletter. SAS har intet med denne konkurrence at gøre. Vi vil venligst bede jer om hverken at deltage eller dele. På forhånd tak.'

Internetsikkerhedsfirmaet CSIS Security Group har også været ude for at advare mod konkurrencen på Facebook. Her lyder det, at selve konkurrence - udover at være humbug - også strider mod Facebooks egne retningslinjer.

Hvad har svindlere så at vinde ved at lave sådan en falsk konkurrence, hvor de beder folk om et like og en deling?

'Men hvad er målet så? Ja, godt spørgsmål, men det er regulært clickbait, som handler om at lokke folk til, og derved opnå en sværm af "synes godt" om. De kan fordeles til andre tiltag på et senere tidspunkt. Det er forøvrigt ikke den eneste fup side fra disse svindlere. Der er også oprettet sprog tilrettede websider for både Sverige og Norge,' skriver CSIS Security Group.

I skrivende stund er der omkring 4.000, der har liket, delt, og kommenteret opslaget på SAS' Facebook-side.