Ryanair har ikke tidligere fløjet fra Nordjylland, men nu kommer lavprisselskabet til Aalborg.

Aalborg. Lige nu er det kun passagerer fra Aarhus, Billund og København, der har mulighed for at flyve med lavprisselskabet Ryanair.

Men fra 29. oktober kan nordjyderne også hoppe på de blå og gule fly, når det irske selskab kommer til Aalborg Lufthavn.

Ryanair fortæller i en pressemeddelelse, at man åbner en rute mellem Aalborg og London-lufthavnen Stansted i oktober. Selskabet lægger ud med tre ugentlige afgange.

Og lufthavnsdirektøren i Aalborg, Søren Svendsen, glæder sig til at byde irerne velkommen sammen med de 45.000 ekstra årlige passagerer, der forventes at følge med.

- Vi kan se, at den vækst, der har været i flybranchen de senere år, hovedsageligt er sket takket være lavprisselskaberne.

- Derfor er vi glade for, at det er lykkedes at lave en aftale med Ryanair, siger Søren Svendsen.

Han fortæller desuden, at processen har været lang. I otte år har man forhandlet med Ryanair om vilkårene for at benytte lufthavnen

En af de store knaster har været, at Ryanair har villet have rabat på passagerafgiften, men det har lufthavnen afvist hele vejen igennem.

Omvendt får Ryanair nu adgang til en rute, som der er store forventninger til.

Et andet lavprisselskab, Norwegian, flyver allerede til London i dag fra Aalborg, men lander i Gatwick-lufthavnen.

Norwegian flyver aktuelt to gange om ugen, men kommer til at øge frekvensen til tre senere på året.

Alligevel viser markedsundersøgelser ifølge Søren Svendsen, at der er potentiale for dobbelt så mange passagerer på ruten.

Det kræver dog formentlig også, at man lykkes med at lokke flere briter til Nordjylland. Det tror lufthavnsdirektøren fuldt og fast på

- Vi ved, at briterne udgør et stort marked, og at de kan lokkes til nye destinationer, når prisen er rigtig.

- Samtidig har vi sammen med Visit Nordjylland, det nordjyske erhvervssamarbejde og et rejsebureau fået lavet nogle feriepakker, som skal gøre det mere attraktivt at komme hertil, siger Søren Svendsen.

Aalborg Lufthavn rundede sidste år 1,5 millioner passagerer for første gang.

Hvis det som forventet lykkes at få 45.000 Ryanair-passagerer til og fra London hvert år, vil det alene svare til en årlig passagervækst på tre procent.

/ritzau/