Voldsomme forsinkelser koster nu kapitalfondsejede KMD et enormt krav og trussel om stævning fra ATP.

København. Det kan blive svært for Danmarks største pensionsselskab, ATP, at komme i hus med kravet om, at it-kæmpen KMD skal betale 500 millioner kroner til pensionsselskabet.

Det vurderer Kim Normann Andersen, professor i it-implementering ved Copenhagen Business School.

- Det bliver svært at komme igennem med både det lille krav og den hele milliard ud fra det materiale, der er sluppet ud om sagerne.

- Det er uendeligt svært at sige, hvem der har ansvaret, og de skal kunne løfte bevisbyrden for at få betalt det hele tilbage, siger han.

KMD har monopol på en lang række offentlige it-ydelser.

Sagen drejer sig om en forsinkelse på foreløbig 15 måneder af et nyt system til udbetaling af folke- og førtidspension.

KMD mener, at systemet fuldt ud lever op til kontrakten. Men pensionsselskabet ATP mener, at KMD - det tidligere Kommunedate - er skyld i "væsentlig misligholdelse af kontrakten" ifølge TV2.

- Det er selvfølgelig i KMD's interesse at få bilagt det, så jeg tror, at de vil få en del af pengene tilbage, er min umiddelbare vurdering, siger Kim Normann Andersen.

Han understreger, at KMD skal tage hensyn til sit image, og at selskabet fortsat forsøger at skaffe nye kunder.

Derfor vil ATP formentlig ende med at få en kompensation, men næppe nå i mål med hverken den bløde eller den hårde løsning, som er blevet præsenteret KMD.

Den bløde løsning går ud på, at it-selskabet betaler over en halv milliard kroner for de forsinkede it-systemer.

Hvis KMD afviser, vil pensionkæmpen hæve kravet til en milliard kroner.

Også andre selskaber har gjort krav på tilgodehavende hos KMD. Det gælder statslige myndigheder, kommuner, Kombit og altså ATP.

Et overslag fra it-professoren lyder, at det løber op i mindst to milliarder kroner. Kim Normann Andersen vurderer, at det kan få alvorlige konsekvenser for KMD.

- Det er utænkeligt, at alle får ret i alle deres krav, men det er omvendt også utænkeligt, at ingen får ret i et eller andet.

Han advarer mod, at den offentlige sektor med alle dens krav kan ende i en kamp, den egentlig ikke har lyst til at vinde.

- Hvis de vinder alle sammen, og hvis KMD ikke kan honorere det, hvor er den digitale drift af den offentlige sektor så henne? Det er et reelt scenarie, som man er nødt til at være opmærksom på i dette stormløb, siger han.

/ritzau/