Novozymes afskediger knap 200 ansatte i et forsøg på at skubbe til omsætningsvæksten.

København. Novozymes tjener fortsat penge og øger også sin omsætning fra år til år, men væksten er dalende.

I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2016 meddeler enzymvirksomheden derfor, at man nedlægger 198 stillinger.

- Divisionerne har gennemgået deres strategi og indført markante ændringer med henblik på at sætte skub i væksten, blandt andet ved at flytte ressourcer til de nye vækstmarkeder.

- Som følge heraf ser vi os desværre nødsaget til at nedlægge 198 stillinger med henblik på at kunne investere i markedsmuligheder både i 2017 og 2018, skriver administrerende direktør Peder Holk Nielsen i en pressemeddelelse.

/ritzau/