FC Københavns kvalifikation til Champions League sender Parken-aktien i vejret torsdag morgen.

København. Onsdag aften gav en forløsende scoring FC København en sammenlagt sejr på 2-1 over Apoel Nicosia fra Cypern. Dermed fik fodboldklubben også en billet til den attraktive Champions League-turnering.

Torsdag morgen er det så ejerselskabet Parkens aktiekurs, der scorer kassen på fondsbørsen.

Dagen efter FC København indløste billetten til Champions League steg værdien af Parkens aktier med 16 procent, umiddelbart efter handlen åbnede torsdag morgen på fondsbørsen i København.

Efter de indledende opkøb faldt aktiens kurs i de efterfølgende minutter. Efter knap en halv times handel lå aktien i kurs 82,5. Det er dog stadig en stigning i værdien på 10 procent. Siden har aktien tabt yderligere værdi.

FC Københavns sammenlagte sejr over Apoel Nicosia fik Parken til at opjustere forventningerne til årsregnskabet med 200 millioner kroner.

Derfor venter selskabet nu en omsætning på cirka 1,4 til 1,45 milliarder kroner. Det skal give et overskud på 225 til 250 millioner kroner.

Allerede før kampen onsdag aften steg aktiekursen for Parken Sport & og Entertainment, som selskabet formelt hedder, med 3,5 procent. Det kommer efter en måned, hvor aktien er steget med 19 procent.

Det var forud for handlen torsdag forventet, at aktiens kurs ville stige. Det vurderede Per Hansen, der er investeringsøkonom fra Nordnet, torsdag morgen over for Ritzau Finans.

- Når selskaber opjusterer forventningerne, er investorerne glade. Det gælder også i tilfældet med Parken, og dagen i dag vil byde på kursstigninger, som meget vel kan være tocifrede. Det vil være rimeligt, skrev han i en skriftlig meddelelse.

Torsdag aften finder FC København ud af, hvilke klubber de skal møde i Champions League, når der bliver trukket lod til grupperne.

/ritzau/