Den Europæiske Centralbank (ECB) forlænger stort opkøbsprogram, som skal løfte den europæiske økonomi.

København. Den Europæiske Centralbank (ECB) meddeler torsdag, at den forlænger et stort opkøbsprogram, der skal købe op i europæiske statsobligationer.

Hvor ECB i øjeblikket sprøjter 80 milliarder euro ud i den europæiske økonomi hver måned frem til marts 2017, vil beløbet fra april til december 2017 lyde på 60 milliarder euro.

Hvad meningen er med det, kan du se her:

* Det vil være centralbankerne i de enkelte eurolande, der skal stå for den praktiske del af selve opkøbet, men det koordineres af ECB.

* Pengene bruger de til at købe statsobligationer i de lande, der er hårdt ramt af krisen.

* Den store efterspørgsel betyder, at kursen på obligationerne stiger. Dermed falder renterne, og bankerne - der sælger obligationerne - får penge på kistebunden.

* Det betyder igen, at virksomheder får nemmere ved at låne og investere, og forbrugerne kan også få billigere lån, som de kan købe varer for.

* Dermed bliver der brugt flere penge og skabt flere job, og det løfter den økonomiske vækst samlet set.

* En sidegevinst ved, at der bliver sat flere euro i omløb (udbuddet bliver større), er at kursen falder.

* Dermed bliver europæiske varer billigere i resten af verden, eksporten vil stige og det skaber endnu mere gang i hjulene.

Kilde: Danske Bank

/ritzau/