I februar fik tusindvis af Nykredits kunder varslet højere priser. Nu gælder det kunder i Realkredit Danmark.

København: Nykredit-koncernen er kommet ud i noget af et stormvejr, efter at tusindvis af kunder i februar fik brev om prisstigninger. Tirsdag har også Realkredit Danmark, der er ejet af Danske Bank, så meldt prisstigninger ud for 160.000 af koncernens kunder.

Her er et overblik over sagen:

* Nykredit varsler i februar, at boligejere i koncernens datterselskab Totalkredit skal betale mere for deres boliglån fra 1. juli 2016.

- Det sker, fordi vi skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger. Vi skal også sikre, at flere boligejere afdrager på deres realkreditlån og vælger lån med fast rente, skriver Totalkredit på sin hjemmeside.

* Det er der dog mange kunder, der ikke tror på. Blandt andet har facebookgruppen Kritiske Interessenter i Nykredit og Totalkredit fået over 38.000 medlemmer.

* Diskussionen bredte sig til Folketinget, hvor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i marts nedsatte et ekspertudvalg, der skal undersøge gennemsigtighed og mobilitet i realkreditten.

* Nykredit/Totalkredit sidder på cirka 45 procent af markedet og er dermed lige så store som de to næststørste - Nordea Kredit og Realkredit Danmark - tilsammen.

* Tirsdag varsler Realkredit Danmark så også prisforhøjelser per 1. oktober.

* Det gælder for koncernens kunder med korte flekslån - F1, F2, F3 og F4. Det er den slags lån, der ofte skal refinansieres. Højere priser skal få flere kunder til at vælge mere sikre lånetyper.

Kilder: Totalkredit, uvildige.dk, Ritzau, Realkredit Danmark.

/ritzau/