Forsikringsselskabet Topdanmark havde et godt 2016, hvor både forsikringsdriften og investeringerne gik frem.

København. Topdanmark kunne notere sig en pæn fremgang på så godt som alle poster i 2016. Færre skader og medvind på finansmarkedet gav medvind.

Det viser selskabets regnskab, der blev offentliggjort torsdag omkring middag.

Samlet havde Topdanmark præmieindtægter for 16,3 milliarder kroner i 2016, en stigning på omkring en milliard. Samtidig tjente selskabet flere penge og kunne notere et nettoresultat på 1,5 milliarder kroner.

Forsikringsdelen gav i sig selv et resultat på 1,3 milliarder kroner.

- Det højere forsikringstekniske resultat skyldes hovedsagelig et lavere niveau for vejrligsrelaterede skader og større afløbsgevinster, skriver Topdanmark.

Også ganske lukrative var Topdanmarks investeringer i værdipapirer. Her blev resultatet omtrent tredoblet til 392 millioner kroner.

- Stigningen i investeringsafkastet skyldes væsentligst en positiv udvikling i resultatet af danske realkreditobligationer og i resultatet af strukturerede kreditter, skriver Topdanmark.

/ritzau/