Ifølge Nykredit bliver københavnerlejligheder otte procent dyrere i år. Huse stiger mest omkring København.

København. Kvadratmeterpriserne på københavnske ejerlejligheder er de seneste fire år steget med omkring 10 procent om året.

Og skal man tro Nykredit, er der ingen udsigt til, at prisstigningerne stopper lige foreløbig.

I realkreditselskabets boligprisprognose for 2017 forudses det, at ejerlejlighedspriserne stiger med 7,8 procent i København.

Det skyldes ifølge Nykredits boligmarkedsanalytiker, Jacob Isaksen, at dansk økonomi er i god gænge.

- Folk, der kigger på bolig, har en sund økonomi og kan købe for lidt mere, og det får priserne til at fortsætte med at stige.

- Med til historien hører også, at folk, der allerede ejer en bolig i det centrale København, kan få rigtig meget bolig for pengene ved at skifte den ud med et hus i køreafstand fra København, siger Jacob Isaksen.

Han forventer af samme grund, at huspriserne i omegnen af København vil opleve de største stigninger.

Med nye prisstigningerne vil alarmklokkerne i forhold til en mulig boligboble i København igen begynde at ringe.

Nykredit ser dog ingen grund til at være alt for bekymret over, at boligmarkedet overopheder i hovedstaden.

- Opsvinget på boligmarkedet er efterhånden så robust og selvbærende, at det bør kunne klare et mindre tilbageslag i København, hedder det i prognosen.

På landsplan forventer Nykredit, at parcel- og rækkehuse stiger med 3,8 procent i år, mens lejligheder ligger til en stigning på 5,5 procent i år.

Og nøjagtigt som der var fremgang i boligpriserne i alle landsdele sidste år, forventer realkreditselskabet heller ikke at se prisfald i nogen landsdel i 2017.

/ritzau/