Manglende forskudsregistrering af ændrede renteudgifter kan ramme boligejere, der har konverteret deres lån.

København. Der vil være boligejere, som har fået sig en kedelig overraskelse i forbindelse med, at Skat hen over weekenden har åbnet for adgang til årsopgørelsen for 2016.

Det skyldes formentlig, at de har glemt at ændre forskudsopgørelsen, efter at de har omlagt eller fået refinansieret deres realkreditlån i 2015.

Og det kan give en betragtelig efterregning, fortæller Nykredits seniorøkonom, Jeppe Borre.

- Ser vi på en boligejer, der i foråret 2015 nedkonverterede fra 4 procent til 2 procent, så betyder en uændret forskudsopgørelse, at det fradragsberettigede beløb er sat over 10.000 kroner for højt i 2016 per lånt million, siger han.

I kroner og øre betyder det, at en boligejer med et lån på to millioner kroner kan stå med en efterregning på 7000 kroner i dag.

På samme måde vil en boligejer, der har fået rentetilpasset sit F5-lån ved forrige årsskifte, stå med en ekstraregning på 15.000 kroner for et tilsvarende lån.

På den måde kan glæden over at have sparet en masse rentekroner hurtigt blive afløst af en ærgrelse over ikke at have fået justeret fradragene i tide.

Derfor lyder det simple råd fra økonomen til alle boligejere, hvis renteudgifter har ændret sig markant siden årsskiftet: Husk at rette i forskudsopgørelsen.

- Så undgår man at stå om et år og ærgre sig over et rødt tal på årsopgørelsen som følge af mærkbart lavere renteudgifter på realkreditlånet, siger han.

/ritzau/