Fra midten af 2017 skal alle EU-borgere kunne tage abonnementer med på ferie og korte ophold i Europa.

Bruxelles: Snart vil der være intet i vejen for at tage Netflix, Spotify, Viaplay og andre abonnementer med på ferie i Europa.

EU barsler med et stop for blokering på tværs af landegrænser, når der er tale om korte ophold i andre lande. Forslaget er et skridt tættere på at blive virkelighed, efter at EU's konkurrenceministre torsdag nikkede ja til planerne.

Derfor ser det ud til, at internetbaserede betalingstjenester for film, serier, sport, spil, musik og lignende indhold vil kunne tages med uden begrænsninger fra engang i 2017.

Hidtil har Netflix og andre udbydere kunne blokere adgangen i bestemte lande eller give mindre indhold at vælge imellem.

- Det her gør livet lettere for EU-borgere, når de rejser, ved at give dem fortsat adgang til indhold, som de lovligt har købt eller abonneret på i deres hjemland, siger den hollandske økonomiminister, Henk Kemp, der ledte forhandlingerne i EU's ministerråd.

Landene mangler fortsat at definere, hvor lange ophold reglerne skal gælde for, og præcis hvordan det skal administreres. Men det ventes at komme på plads i forhandlinger med Europaparlamentet senere i år.

Håbet er, at reglerne kommer på plads kort efter, at forbuddet mod roamingtakster på mobiltelefoner træder i kraft i juni 2017.

/ritzau/