Den kloge narrer den mindre kloge. Sådan kan Morten Thye fra CCC Invest Aps passende sige, efter at han formåede at tjene 20 millioner kroner på en ejendom, han lige havde købt.

I sommer købte han en større ejendom i Skt. Pauls Gade i Aarhus for 38 mio. kr. af ATP Ejendomme. Men knap var skødet tinglyst, før Morten Thye og hans firma CCC Invest Aps solgte ejendommen videre for 63 mio. kr. Med andre ord 25 mio. kr. mere, end selskabet lige have betalt for den.

Det skriver Stiften.dk.

Fratrukket omkostninger har Morten Thye og CCC Invest fået en gevinst i omegnen af 20 millioner kroner på få ugers arbejde.

»Vi solgte ikke, fordi vi var pressede til det, men fordi vi fik et godt tilbud på en ejendom, der ikke rigtigt passede ind i vores portefølje. Og vi fik en god og fair pris,« siger underdirektør Lasse Winther Thorsen, ATP Ejendomme, til stiften.dk.

Ejendommen ligner ellers sig selv, og der er da heller ikke lavet forbedringer hverken ind- eller udvendigt. Til gengæld så Morten Thye et potentiale, som sælger - ATP Ejendomme - ikke havde set: Ejendommen kunne laves om fra erhverv til boliger.

Og med den lille ændring kunne Morten Thye altså sælge ejendommen videre et par investorer for 63 mio. kr.

»Den var det værd. Morten Thye havde gjort en god handel, da han købte ejendommen. Hatten af for det,« siger en af investorerne, Bo Kristensen, til Stiften.dk.

Han har siden købet arbejdet videre på projektet med at omdanne ejendommen til boliger. Erhvervslejemålene er sagt op, og når den sidste lejer flytter ud til marts, kan håndværkerne gå i gang med at omdanne de mange kvadratmeter til helt nye boliger.

Og i den forbindelse er hele molevitten så blevet sat til salg igen: nu til den nette sum af 77 millioner kroner.

Seniorrådgiver Anders Holm hos DTZ, der står for salget af ejendommen og de kommende lejligheder, regner med at finde en køber til projektet.

»Ja, prisen er høj, men det er altså også en god vare. Og vi er i et marked, hvor kvadratmeterprisen for ejerlejligheder er væsentligt højere, end den var for to år siden - og hvor investorerne i dag accepterer en lavere avance, end de gjorde tidligere,« siger han til Stiften.dk.