Oplysningen om arbejdsforhold hos Siemens bekymrer beskæftigelsesministeren, som kræver redegørelse.

København: Det er meget bekymrende, at mindst 64 ansatte hos Siemens Wind Power i Brande ifølge DR Nyheder er blevet kronisk syge af deres arbejde, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Ministeren har derfor bedt Arbejdstilsynet om en redegørelse af sagen og vil se på, om reglerne på området skal skærpes.

- I de seneste år har vi haft fokus på at kontrollere virksomhederne ud fra en mere risikobaseret tilgang. I udvælgelsen af virksomheder skal Arbejdstilsynet også anvende oplysninger om arbejdsskadesager, skriver ministeren i en mail til Ritzau.

- Jeg mener blandt andet, vi må se på, om det i lyset af den aktuelle sag skal gøres endnu skarpere, og om reglerne virker rigtigt i forhold til de certificerede virksomheder, siger han.

/ritzau/