Wall Street kvitterer for overraskende stærk indtjening hos Microsoft ved at sende aktien op.

New York. Microsoft slutter regnskabsåret af i topform, viser it-selskabets regnskab for fjerde kvartal, der blev offentliggjort torsdag.

Virksomhedens nettoindtjening steg i kvartalet, der sluttede ved udgangen af juni, til 6,51 milliarder dollar eller omkring 40 milliarder kroner.

Det svarer til 83 cent per aktie. Væsentligt højere end gennemsnittet af analytikernes skøn, der lød på 71 cent per aktie.

I samme kvartal året før havde Microsoft et overskud på 3,12 milliarder dollar eller 39 cent per aktie.

På Wall Street kvitterede investorerne for overraskelsen ved at handle aktiekursen cirka tre procent op i det såkaldte eftermarked.

I den normale åbningstid på børsen i New York var aktien, inden spændingen om kvartalstallene blev udløst efter lukketid, på et tidspunkt oppe i den højeste kurs nogensinde.

Aktuelt koster en aktie godt 74 dollar. Det er næsten 33 procent højere end i juli 2016 ifølge CNNMoney.

Fremgangen skyldes blandt andet en stærk udvikling i Microsofts sky-forretning, hvor brugere kan gemme filer online i stedet på selve deres computer eller anden hardware.

Omsætningen i den del af koncernen, med Azure-platformen som flagskibet, steg 11 procent til 7,4 milliarder dollar.

I Azure, der konkurrerer med en tilsvarende enhed fra Amazon, var omsætningen dobbelt så stor som året før.

- Det her er ikke bare et enkelt kvartals lykketræf. Amazon vil bide mærke i det her, siger chefanalytiker Kim Forrest fra finanshuset Fort Pitt Capital Group til Reuters.

Microsoft har skærpet sit fokus på netop skyen. Det er en del af direktør Satya Nadellas "mobil først, sky først"-strategi, som skal modvirke selskabets svagere position på PC-markedet.

For hele Microsoft steg omsætningen 9,1 procent til 24,7 milliarder dollar. Det er knap 160 milliarder kroner. Også her viste analytikernes skøn sig at være for lavt ifølge Reuters.

/ritzau/