Jyske Banks topchef Anders Dam, der låner stadigt flere milliarder til boliger, frygter ikke fortidens fejl.

København. Lejlighedspriserne har for længst passeret niveauerne fra før krisen, liggetiderne er i bund, og huspriserne er tilbage i plus. Samtidig poster Jyske Bank boliglån ud i vildskab.

Banken har på få år øget mængden af boliglån til 83 milliarder kroner og lagde alene i 2016 40 procent mere i posen.

Koncernen, der omfatter BRFkredit, havde ved udgangen af 2016 realkreditudlån for 277 milliarder kroner.

Administrerende direktør Anders Dam frygter dog langt fra for, at det går for stærkt, eller at nogle af de fejl, der blev begået i sektoren op til finanskrisen, bliver gentaget.

- Vi var en af dem, der begik færrest fejl. Vi har i hvert fald ikke lagt hænderne på diverse statspenge. Havde vi ikke skullet betale for de andres unoder, så havde vi haft milliardresultater krisen igennem, siger Anders Dam og fortsætter:

- Vi har hånd i hanke med det, så jeg er meget fortrøstningsfuld. Hvis vi ikke voksede, så fik vi også kritik. Jeg synes, vi har en god, kontrolleret vækst.

For nuværende er der da også glade dage for boligudlånet. De lave renter og en positiv udvikling i danskernes privatøkonomi betyder, at Jyske Bank næsten ingen penge taber på sit boligudlån.

- Vi har stort set ingen tab på de boliglån, vi har ude. De er i hvert fald helt ubetydelige, siger Anders Dam.

Selv for det ellers notorisk ramte landbrug er der bedring. Efter et hårdt 2016 steg både mælke- og svinepriser i slutningen af året og ind i 2017. Det har gjort Jyske Bank i stand til at tilbageføre penge, der var sat af til tab på sektoren.

Det til trods har banken fortsat sat 35 procent af de penge, der er lånt til landbruget, til side til tab.

- Enlig svale gør ingen sommer i landbruget. Det er en udmagret sektor, så det vil tage noget tid.

- Bare fordi priserne stiger, så er alt ikke godt. Men det er klart, at det er en bedre situation, end det har været, siger Anders Dam.

/ritzau/