Tue Mantoni har selv valgt at trække sig tilbage som topchef i Bang & Olufsen, siger han.

København: Tue Mantoni har selv valgt at trække sig tilbage som topchef i Bang & Olufsen, siger han.

Det er ikke fordi, at Tue Mantoni har fået stukket en fyreseddel i hånden, at han per 1. juli fratræder posten som topchef i Bang & Olufsen.

Han har selv valgt at trække sig tilbage fra posten, siger han i forlængelse af tirsdagens fondsbørsmeddelelse om det forestående direktørskifte i Struer-virksomheden.

- Der er ikke tale om en fyring. Jeg synes, man skal læse det, der står sort på hvidt i fondsbørsmeddelelsen. Og det er, at jeg for et stykke tid siden tog fat i selskabets bestyrelsesformand og sagde, at jeg gerne ville noget andet i fremtiden.

- Hvis man skal kalde det noget, skal man kalde det en opsigelse, siger Tue Mantoni til Ritzau Finans.

Tue Mantoni har siddet som topchef hos B&O siden i marts 2011. Han træder tilbage, når Henrik Clausen tager over 1. juli og vil stå til rådighed i en overgangsperiode.

/ritzau/