Et lettelsens suk lyder fra danske økonomer efter søndagens sejr til Emmanuel Macron i det franske valg.

Paris. Holder de foreløbige resultater fra den første runde af det franske præsidentvalg søndag, kan investorerne ånde lettet op.

Sådan lyder vurderingen fra flere danske økonomer, efter at det ser ud til at blive centrumkandidaten Emmanuel Macron og højrefløjslederen Marine Le Pen, der går videre til valgets anden og afgørende runde 7. maj.

- Resultatet vil nedbringe usikkerheden, da vi undgår det mest frygtede scenarie - nemlig en duel mellem de EU-kritiske fløjkandidater Le Pen og Mélenchon (venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon, red.), udtaler chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm i en pressemeddelelse.

Investorerne har frygtet, at Marine Le Pen vil vinde præsidentvalget, da hun har lagt op til at trække Frankrig ud af EU og eurosamarbejdet.

Risikoen for det scenarie er ikke fuldstændig elimineret med søndagens resultat, men sandsynligheden er nu meget lille. Det påpeger cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank.

- Stort set alle andre i det politiske spektrum i Frankrig vil nu bakke op om Macron mod Le Pen i anden valgrunde.

- Alt peger på, at investorerne kan ånde lette op ved udsigten til Macron som Frankrigs kommende præsident, siger han.

Hos den liberale tænketank Cepos mener cheføkonom Mads Lundby Hansen, at Macron vil være det bedste valg set ud fra et vækstperspektiv.

Det skyldes blandt andet, at Macron lægger op til at sænke selskabsskatten fra 33,3 procent til 25 procent samt indføre en flad skat på 30 procent på aktiegevinster.

- Desuden vil han reducere de offentlige udgifter, herunder reducere antallet af offentligt ansatte med 120.000 personer, ligesom han vil sænke skatten på arbejde. Disse forslag vil fremme væksten, siger Mads Lundby Hansen.

Helt afgørende for de finansielle markeders støtte til Macron er dog, at han er stærk tilhænger af EU-samarbejdet, Frankrigs medlemskab af euroen og endda ønsker at gå videre med integrationen i unionen.

Det mener cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen.

- Det betyder, at risikoen for et såkaldt frexit, altså at Frankrig skulle melde sig ud af EU ligesom briterne, er elimineret med Macron som præsident, siger han.

/ritzau/