Arbejdernes Landsbank går direkte imod Nykredits planer om at hæve priserne på realkreditlån. I stedet vil banken udbetale en bonus.

En af samarbejdspartnerne bag Totalkredit, som er ejet af Nykredit, går nu direkte imod planerne om massive prisstigninger til boligejerne og vil annullere prisstingerne for bankens kunder.

Det er Arbejdernes Landsbank.

»Vi har besluttet at udbetale en bonus for de af vores bankkunder, der har Totalkredit-lån. Bonussen svarer til, at de prisstigninger, der er bebudet, stort set bliver annulleret,« siger Arbejdernes Landsbanks administrerende direktør, Gert Jonassen.

Årlig bonus på 1000 kroner
I gennemsnit vil bonussen for bankens boligkunder beløbe sig til 1.000 kroner om året per lånt million. Bonussen vil blive udbetalt hvert år.

Kun de allermest risikable lån - de etårige rentetilpasningslån - er ikke omfattet af ordningen, men de andre lån med variabel rente og fastforrentede lån udløser refunderingen af prisforhøjelsen.

»Vi vil også gerne sende et signal til kunderne om, at de skal vælge de lidt sikrere lån,« siger Gert Jonassen.

Beslutningen kommer til at omfatte bankens 32.000 Totalkredit-kunder, og den er truffet af bankens bestyrelse.

»Vi frygter en kundeflugt, hvis vi ikke kommer med et tiltag, der annullerer prisstigningerne,« siger Gert Jonassen.

Prisstigninger på op mod 7500 kroner om året
Han går dermed direkte imod Nykredits koncernchef, Michael Rasmussen, som omvendt ikke forventer massiv kundeafvandring.

Kunderne hos Nykredit og Totalkredit kan se frem til prisstigninger på mellem 2.500 og 7.500 kroner om året.

De øvrige realkreditinstitutter har ikke meldt prissstigninger ud endnu, og en protestforening med mere end 7500 kunder har startet et oprør mod Nykredits topchef, Michael Rasmusssen, der har svaret igen ved at møde utilfredse kunder på Facebook og på en provinsturné.