Foreningen Kritiske Aktionærer køber aktie i Dong for at kunne stille kritiske spørgsmål til ledelsen.

København: Foreningen Kritiske Aktionærer vil være blandt de første, der køber en aktie i Dong Energy i forbindelse med børsnoteringen.

Det siger foreningens formand, Frank Aaen, i en pressemeddelelse. Der er for alvor brug for en kritisk stemme i Dong, lyder det.

- Hvordan kunne det gå til, at man i 2014 solgte aktier til så lav en pris, at Goldman Sachs efter to år uden væsentlig indsats ser ud til at have fået en profit på 10 milliarder kroner, en forrentning på 125 procent, siger Frank Aaen i meddelelsen.

- Det er selv i de kredse ekstremt godt - og hvordan kan man lave en aftale, der betyder at direktøren står til at score 16-17 millioner kroner på børsnoteringen, en gevinst der tilmed er blevet større, jo lavere prisen blev sat, da Goldman Sachs købte aktier.

Frank Aaen har som formand for Kritiske Aktionærer stillet sig op på utallige generalforsamlinger i blandt andet A.P. Møller - Mærsk, Carlsberg og Danske Bank for at stille kritiske spørgsmål til selskabernes ledelse.

/ritzau/