Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Bruuns Bazaar virkede til at være et overstået kapitel i den danske tøjverden, da selskabet måtte indgive konkursbegæring i begyndelsen af marts, men nu får varemærkerne Bruuns Bazaar & BZR lov til at leve videre i nyt ejerskab. Det er Hanssen Brands, som bl.a. er storaktionær i IC Group A/S, der overtager varemærkerne.

Hanssen Brands A/S har tidligere været medejer af Louis Poulsen og ejer i forvejen flere varemærker inden for beklædning, børnetøj, indretning og briller, der bliver drevet på licens, eksempelvis REDGREEN.

Bruuns Bazaar & BZRs nye ejer ærgrer sig over, at Bruuns Bazaar nåede at indgive en konkursbegæring.

»Både køb og det videre licens- og udviklingsarbejde med et brand er nemmere, når vi kommer ind før konkursbegæring og advokater. Det er ærgerligt for et hæderkronet brand at skulle den mølle igennem,« siger Søren Hanssen, administrerende direktør for Hanssen Brands i en pressemeddelelse.

Hanssen Brands vil satse på at licensere de nytilkøbte brands.

»Vores ambition er at udvælge de helt rigtige samarbejdspartnere, der formår at drive Bruuns Bazaar og BZR videre med respekt for både det, som kunderne forventer af kvalitet og udtryk og den ånd, som Bjørn og Theis Bruun skabte,« skriver Søren Hanssen

Det højt profilerede Bruuns Bazaar måtte indgive en konkursbegæring efter 22 år, hvoraf de seneste år havde været hårde. En påbegyndt turn-around var ikke nok til at redde selskabet.

Bruuns Bazaar var en del af Scandinavian Designers Gruppen, hvor også mærkerne Baum und Pferdgarten og Six Ames hører hjemme. De to brands er ikke berørt af konkursen.

Søren Hanssen er ifølge finans.dk søn af John Hanssen, der stiftede Hanssen Group, som blandt andet etablerede discountkæden Fakta.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook