»Vi tager ikke imod ordrer i øjeblikket. Vi arbejder på en løsning.«

Sådan lyder beskeden på hjemmesiden for den kendte cykelkæde WeBike, der efter et mislykket redningsforsøg har kastet håndklædet i ringen. Kædens ejere har fredag indgivet en konkursbegæring, skriver JP's erhvervsmedie Finans.

»WeBike har gennem flere år leveret underskud, og selv med mange forsøg på at vende virksomheden rundt er det ikke lykkes at gøre den til en forretning i balance. En uventet stille sommer og øget pres i branchen, bl.a. fra store udenlandske netspillere, har slået bunden ud af virksomheden,« forklarer administrerende direktør Ulrik Andreasen i en mail til mediet.

WeBike, der har butikker i Brønshøj i København, Odense og Aarhus, ejes primært af en anden kæde, Heino Cykler. Her er ejeren blandt andet Michael Spangsberg, der har tjent godt på flødebollerne af samme navn samt Torben Bjørn Christensen og Bent Støttrup, der også begge har en pæn formue.

Da de købte Webike, var kædens bundlinje allerede rød. Egenkapitalen var væk, og underskuddet var på 2,6 millioner kroner. Det er nu uvist hvorvidt og i givet fald hvornår, der kan findes en løsning.