Øget priskonkurrence betyder lavere indtjening hos Matas i regnskabsåret 2016/2017.

København. Hos detailkæden Matas kan det mærkes, at der er kommet flere spillere på markedet for skønhedsprodukter og personlig pleje.

Matas kom ud af regnskabsåret 2016/2017 med et resultat før skat på 436 millioner kroner mod 477 millioner kroner året før. Det oplyser Matas i sit regnskab. Butikkerne er presset af hård konkurrence på markedet, lyder det blandt andet.

- Den samlede indtjening er på et lavere niveau end sidste år, hvilket primært kan tilskrives øgede omkostninger i forbindelse med implementering af 2020 strategien samt øget priskonkurrence i personlige pleje kategorien, siger administrerende direktør Terje List.

Han er tilfreds med, at det er lykkedes at øge omsætningen. Nettoomsætningen steg i 2016/17 med 1,1 procent til knap 3,5 milliarder kroner.

Matas kæden i Danmark bestod ved udgangen af marts 2017 af 287 butikker fordelt på 276 egne butikker, en webshop samt 10 associerede butikker.

/ritzau/