Højesteret har i en principiel sag afgjort, at ledelsen i en vuggestue havde ret til at se ansats diagnose.

København. Der er ikke noget galt i, at chefer får adgang til fortrolige sygedata om langtidssygemeldte ansatte.

Det har Højesteret afgjort i en principiel sag om en privat vuggestue i Vallensbæk, skriver Politiken.

Vuggestuens leder og forældrebestyrelse fik besked fra det kommunale jobcenter, om at en sygemeldt pædagog havde en depression.

I den forbindelse havde hendes læge tilbudt hende antidepressiv medicin, men den ønskede pædagogen ikke at tage. Det fik jobcentret til at stoppe refusionen af sygedagpenge til vuggestuen.

- Jeg var rystet over, at lederen i vuggestuen fik oplysningerne om, hvad jeg havde talt med lægen om, siger pædagogen, der ønsker at være anonym, til Politiken.

Oplysningerne fra jobcentret fik dramatiske konsekvenser for den sygemeldte pædagog. Hendes løn blev stoppet, og hun blev bortvist med den begrundelse, at hun "havde nægtet nødvendig lægebehandling".

Dommen kommer bag på hovedorganisationen FTF, der har ført sagen på vegne af pædagogernes forbund, Bupl.

- Jeg forstår ikke, hvad en leder og forældrebestyrelse i en vuggestue skal bruge komplicerede diagnoser fra en læge til. En leder har i sådan en sag slet ingen faglige forudsætninger for at bruge oplysningen, siger FTFs advokat, Jakob Bjerre, til Politiken.

De kommunale jobcentre har ret til at indhente "statusattester" fra sygemeldtes læger, så de kan danne sig et overblik over sygdommens varighed og alvor.

Men FTF vil nu gå til regeringen for at få ændret forvaltningsloven, så det ikke er muligt at udlevere ansattes sundhedsdata til arbejdsgivere.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) oplyser til avisen, at der allerede er nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på problematikken.

- Jeg synes, at det er for detaljerede oplysninger, arbejdsgiverne får. Vi er nødt til at se på, hvordan medarbejderne kan få en bedre retssikkerhed end i dag.

- Man skal have lov til at være syg, uden at der bliver botaniseret i ens sygdomsforløb, siger ministeren og lover en løsning inden sommerferien, siger ministeren til Politiken.

/ritzau/