EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, giver Google en rekordstor EU-bøde på 2,42 milliarder euro for misbrug af sin dominerende position i søgninger på nettet.

Det svarer til 18 milliarder kroner.

Vestager mener, at den gigantiske søgemaskine misbruger sin dominans til at vise kunder hen til sin egen webshop.

Det sker, selv om det måske ikke er det mest relevante søgeresultat.

Margrethe Vestager siger, at den store amerikanske søgemaskine har fundet på nogle fantastisk innovative produkter. De har gjort en forskel i folks liv.

- Det er en god ting, siger Vestager.

Men det er ulovligt, at selskabet misbruger sin dominans i søgninger til at fremme Googles egen shopping-service på bekostning af konkurrenternes, mener Vestager.

- Det nægtede andre virksomheder muligheden for at konkurrere på deres bedrifter og for at forny sig, siger konkurrencekommissæren.

- Og vigtigst af alt nægtede det europæiske forbrugere muligheden for at få et ægte valg mellem tjenester og innovationens fulde fordele, siger hun.

Den hidtil største EU-bøde i sager om misbrug af dominerende position blev uddelt i 2009. Den ramte den amerikanske computervirksomhed Intel.

Bøden var på 1,06 milliarder euro.

Den blev givet, fordi Intel blev fundet skyldig i at misbruge sin position til at holde rivaler væk fra markedet for computerchips.

/ritzau/