Den internationale luftfartsorganisation Iata vil have strammet reglerne, da flere passagerer skaber uro.

København. Det sker stadig hyppigere, at passagerer skaber problemer på fly i luften. Det viser tal fra den internationale luftfartsorganisation Iata.

Ifølge organisationen, der samler over 265 luftfartsselskaber og dækker 83 procent af al luftfart, steg antallet af rapporterede episoder med problematiske passagerer med 16 procent i 2015 i forhold til året før.

Det svarer til, at Iata i 2015 noterede 10.854 episoder med uregerlige passagerer. En stigning fra 9316 i 2014.

Med stigningen i antallet flyvninger betyder udviklingen, at der nu er én episode for hver 1205 flyvninger. I 2014 var der ballede på én ud af 1282 afgange.

- Uregerlig og forstyrrende opførsel er ikke acceptabel. Den antisociale opførsel hos en lille minoritet af kunderne kan have ubehagelige konsekvenser for sikkerheden og de andre passagerers velbefindende, skriver direktøren for Iata, Alexandre de Juniac, i forbindelse med offentliggørelsen af tallene.

11 procent af de rapporterede episoder involverede fysisk vold mod andre passagerer eller personale eller hærværk mod fly.

Alkohol og stoffer var indblandet i 23 procent af sagerne. I langt hovedparten var der indtaget alkohol, før passageren stod på flyet, skriver Iata.

Organisationen opfordrer til, at der bliver gjort mere fra både lufthavnes og regeringers side for at mindske antallet af episoder på fly.

Ikke mindst når det kommer til alkohol, hvor Iata gerne så, at der blev arbejdet endnu mere med uddannelse af lufthavnspersonale, så de ikke serverer alkohol i overmål for passagerer.

Samtidig vil Iata gerne have, at flere lande tilslutter sig den såkaldte Montreal-protokol, der er et regelsæt for den juridiske behandling af urolige passagerer.

Den betyder blandt andet, at destinationslandet kan straffe opførsel på fly.

- Der er ingen let måde at stoppe stigningen i antallet af uregerlige passagerer. Vi må have en balanceret løsning, hvor alle aktører samarbejder, skriver Alexandre de Juniac.

/ritzau/