Et rekordstort antal udlændinge er i job og udgør ni procent af arbejdsmarkedet, viser tal fra DI.

København. For første gang nogensinde er antallet af udenlandske lønmodtagere herhjemme steget til over 200.000 målt i fuldtidsbeskæftigede.

Det viser nye tal fra erhvervsorganisationen DI på baggrund af Jobindsats.dk.

Det skriver Finans.

Dermed arbejder et rekordstort antal mennesker fra lande som Polen, Tyskland, Indien og USA nu på det danske arbejdsmarked.

Siden 2013 har de danske arbejdspladser fået 34 procent flere udlændinge, som i dag udgør ni procent af det samlede arbejdsmarked.

Det er så mange, at de er blevet uundværlige for danske virksomheder, fastslår arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Vi har brug for at tage kvalificeret arbejdskraft ind, hvis vi skal opretholde vækst og velfærd, siger han til Finans.

Han tilføjer, at antallet fortsat er lavt sammenlignet med andre europæiske lande som Tyskland og Storbritannien, hvor tallet er omkring 11 procent.

En række rapporter fra blandt andet Nationalbanken har den seneste tid konkluderet, at der vil opstå en mangel på arbejdskraft.

- Mange virksomheder har svært ved at skaffe medarbejdere, også selv med udlændinge. Så vi er dybt afhængige af udenlandske medarbejdere, ellers kan vi ikke skabe vækst, siger Steen Nielsen, underdirektør i DI.

Tilstrømningen af udlændinge på det danske arbejdsmarked har skabt stor politisk debat - ikke mindst ved det seneste folketingsvalg. Her lød det fra flere politiske fronter, at danske job skal gå til danskere.

Desuden har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stået i spidsen for stramninger som afskaffelsen af greencard uden om regeringen.

Samtidig bebuder erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) nye initiativer, der skal imødekomme erhvervslivets behov for at tiltrække arbejdskraft udefra.

/ritzau/