Finans Danmark, finanssektorens talerør, mener Konkurrencerådet skyder forbi i kritik af realkreditten.

København. Konkurrencerådet har netop udgivet en rapport, der kritiserer manglende konkurrence på realkreditområdet. Ifølge Konkurrencerådet koster det forbrugerne dyrt, at realkreditinstitutterne har hævet priserne.

Finans Danmark, finanssektorens interesseforening, er dog uenig i kritikken.

- Vi er fælles i ambitionen om at opretholde et af verdens mest fleksible, billige og velfungerende markeder for ejendomsfinansiering.

- Finans Danmark kan imidlertid ikke finde belæg for en række af rapportens konklusioner.

- Det skyldes, at flere af konklusionerne i rapporten i vid udstrækning er baseret på simple modeller og antagelser, skriver Finans Danmark i en kommentar til rapporten.

Konkurrencerådet skriver, at antallet af aktører er for få, det er for dyrt at skifte mellem realkreditinstitutterne og at priserne i branchen er blevet hævet mere, end man kunne forvente, hvis der var fungerende konkurrence.

- Bidragssatserne er steget i et omfang, der ikke kan forklares af højere omkostninger, herunder kapitalkrav. Vi burde ikke kunne se en sådan udvikling, hvis konkurrencen på markedet var effektiv, skriver formand for Konkurrencerådet Christian Schultz.

Men Finans Danmark mener, at Konkurrencerådet skyder forbi.

Når Konkurrencerådet har kigget på, hvor meget realkreditinstitutterne skal skaffe af ny kapital, og hvordan det er muligt at skaffe den, ser man ikke en sammenhæng med virkeligheden, mener Finans Danmark.

- Det er ikke korrekt, når Konkurrencerådet konkluderer, at det nærmest skulle være omkostningsfrit for institutterne at holde mere kapital. Det bygger på nogle teoretiske forudsætninger, som ikke holder i virkeligheden for realkreditinstitutter, skriver viceadministrerende direktør i Finans Danmark Ane Arnth Jensen i en kommentar.

/ritzau/