Olieanalytiker ser ikke kun fordele i en faldende oliepriser for de danske forbrugere.

København: Det internationale marked svømmer i olie, efter sanktionerne mod Iran er ophævet, og landet har sat sin olieeksport i vejret.

Umiddelbart tegner det rigtig godt for de danske forbrugere, der vil kunne mærke den lave oliepris, når de kører forbi deres lokale benzinstation.

- Som privatperson er det her en ganske fantastisk udvikling - det er billigere at fylde bilen op og billigere at varme huset op, siger olieanalytiker ved Saxo Bank, Ole Sloth Hansen.

Men de store mængder af det sorte guld er ikke kun godt.

På aktiemarkedet har der været stor fokus på olieprisens negative indflydelse på lande og sektorer, og det har gjort markedet nervøst.

- Det betyder, at olien er blevet en psykologisk indikator for hele aktiemarkedet, og det er med til, at vi ser de her markante fald i aktiemarkedet over hele verden.

Det gør ondt, hvis man har en aktiebeholdning eller en opsparing, der lader sig påvirke af kurserne.

- Selv om det er billigt at fylde bilen op, så lider pensionsopsparingen, hvis man har en, siger Ole Sloth Hansen.

Samtidig skal man ikke regne med, at man fra den ene dag til den anden vil kunne se benzinprisen falde drastisk.

- Det er en kontinuerlig bevægelse. Man vil bare opleve, at så falder der 10 øre af og 20 øre af. Det er ikke sådan, at der lige pludselig ryger en krone af, for langt den største af benzinprisen er skatter og afgifter, siger Ole Sloth Hansen.

Efter Irans sanktioner blev løftet lørdag, reagerede børserne i de olierige lande søndag med store dyk.

Det ventes, at Iran vil tilføre oliemarkedet yderligere en halv million tønder olie dagligt, og det får oliepriserne til at rasle ned.

/ritzau/