I videoen øverst kan du se et overblik over konflikten, der kan lægge store dele af den offentlige sektor midlertidigt ned.

København. De statslige, regionale og kommunale forhandlere har varslet lockout, som svar på at fagforeningerne har varslet strejker. Parterne er nu i Forligsinstitutionen.

Lockouten kan ramme op mod 440.000 offentligt ansatte, hvis parterne ikke når til enighed.

Den truende konflikt får blandt andet Foreningen for Offentlige Anklagere til at advare mod konsekvenser for behandlingen af straffesager.

Her er et overblik over den konflikt, der kan lægge store dele af den offentlige sektor midlertidigt ned:

Det statslige område:

* Statens chefforhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V), har varslet en lockout for 120.000 statsansatte. Det svarer til to tredjedele af arbejdsstyrken.

* Lockouten rammer blandt andet dele af tog- og flytrafikken, gymnasier, videregående uddannelser og retsvæsen.

* 15.000 statsligt ansatte er udtaget til strejke, der kan starte 4. april.

Det regionale område:

* Danske Regioner har varslet en lockout af omkring 70.000 regionalt ansatte. Det svarer til cirka halvdelen af arbejdsstyrken.

* Regionernes hovedopgave er at drive det danske sygehusvæsen. Lockouten vil blandt andet betyde udskudte operationer og øget ventetid.

* Et nødberedskab skal tage sig af akutte behandlinger, ligesom regionerne har meldt ud, at psykiatrien er undtaget lockout.

* 12.000 til 15.000 er udtaget til strejke.

Det kommunale område:

* Kommunernes Landsforening, KL, har varslet en lockout af op mod 250.000 ansatte. Det svarer til, at halvdelen af de kommunalt ansatte vil blive ramt.

* En lockout vil blandt andet ramme folkeskoler og daginstitutioner.

* Ældreområdet, handicapområdet og vital infrastruktur - blandt andet kraftvarmeværker - er fritaget, har KL oplyst.

* Fagforeningerne har varslet strejke for mindst 50.000 ansatte i kommunerne. Herunder 10.900 lærere og pædagoger.

Kilder: Ritzau, Danske Regioner, CFU, KL og Finansministeriet.

/ritzau/