Amnesty i Danmark har fravalgt Nordea og sendt sin bankforretning til den lille Merkur Sparekasse.

København. Organisationen Amnesty Internationals danske afdeling har officielt besluttet at skifte bank til den lille Merkur Sparekasse.

Af etiske årsager er Nordea fravalgt som bankforbindelse.

- Vi gennemgår alle vores leverandører for at sikre, at vi også i handling agerer etisk. Her er banksektoren vigtig, fordi mange i branchen påtaler etik mere end de efterlever det, siger generalsekretær i Amnesty Danmark Trine Christensen.

Nordea er de seneste mange måneder gang på gang blevet afsløret i at have hjulpet kunder i skattely og senest er det kommet frem, at banken er blevet brugt til at hvidvaske et trecifret millionbeløb i Baltikum.

Amnesty har selv aktivt påtalt problemerne ved skattely og hvidvask af penge. Derfor har det også været specielt at have Nordea som bankforbindelse det sidste år.

- Det er en af de vigtige grunde til at skifte for mig. Vi skal selv leve op til de principper, vi advokerer for. Og der har da også været medlemmer og andre, der er spurgt os om det undervejs, siger Trine Christensen.

Amnesty i Danmark har over 85.000 betalende medlemmer og havde i 2015 indtægter for over 80 millioner kroner.

Den forretning skal Merkur altså nu stå for. Merkur Andelskasse er en værdibaseret andelskasse, der låner ud til blandt andet økologiske landbrug og investerer sine overskud i bæredygtige projekter.

- Merkur er en lille bank, men det er en etisk sværvægter i Danmark. Der er ikke nogle andre banker i deres liga i Danmark, når det kommer til etikken, siger Trine Christensen.

Nordea er ikke vendt tilbage på en henvendelse fra Ritzau om en kommentar til Amnestys valg.

Trine Christensen håber, at organisationen ikke bliver den sidste, der flytter sig mod en bank på grund af etiske overvejelser.

- Med den indflydelse banker har, så kan sektoren gøre rigtigt meget godt for menneskerettighederne.

- Der håber vi, at vi kan være med til at skubbe på for, at kunderne viser bankerne, at de går op i etik, siger generalsekretæren.

/ritzau/