Fona slap med nød og næppe for en konkurs, men det har i stedet resulteret i, at elektronikkæden rydder gevaldigt op i mandskabet og lukker 25 butikker. Det kan betyde priskrig hos konkurrenterne, vurderer ekspert.

Fonas redningsplan, der indebærer lukning af butikker og fyring af medarbejdere, blev godkendt af skifteretten torsdag. Det reddede den ellers så populære kæde fra konkurs, men den må ikke desto mindre betragtes som et såret dyr, der gisper efter vejret.

Og mens Fona svækkelse i den grad vil betyde mindre konkurrence på markedet, så er det detailhandelseksperten Bruno Christensens vurdering, at Fonas krise vil medføre en endnu større priskrig mellem de to store elektronikkæder Elgiganten og Power.

»Der vil ikke komme en situation, hvor priserne vil blive hævet. Dertil er konkurrencen simpelthen for hård mellem de to. Derudover har du en branche, hvor produkterne sælges på nettet og er mærkevarer. Vi vil formentlig se nu, at der vil komme udmeldinger om, at man vil gå ekstra hårdt til den for at fange Fonas frafaldne kunder,« lyder det fra Bruno Christensen, som dermed forventer, at priserne vil blive endnu lavere i en periode.

Elgiganten og Power har i en lang periode været i en indædt kamp mod hinanden, da de har nøjagtig samme koncept og idégrundlag.

Derfor har de to butikker heller ikke ænset Fona, der ifølge Bruno Christensen for længst er afskrevet som konkurrent og for dem blot har været en »parentes i deres indbyrdes kamp.«

Powers indtog bliver Fonas død

I takt med at først Elgiganten og derefter Power er trådt ind og har sat sig tungt på det danske marked, er Fona samtidig kommet i klemme mellem de to kæders konkurrence.

»Det marked, som vi har i dag, har ændret sig gennem de seneste 5-10 år, og det har det gjort i kraft af, at vi har fået nogle store varehuse som Elgiganten som pionerer. I det øjeblik, de kom til Danmark, ændrede markedet sig fra at være mindre specialbutikker til at være varehuse placeret uden for bymidten,« siger Bruno Christensen.

For et halvt år siden åbnede den første Powerbutik Danmark, og mens Fona og Elgiganten har formået at leve i nogenlunde harmoni med hinanden, selvom de har konkurreret på det samme marked, så har Powers indtog og dets hårde konkurrence med Elgiganten vist sig at være for hård for Fona.

»Når jeg ser på listen over, hvor Fona lukker butikker som eksempelvis strøget i Århus, så betyder det jo, at den kæde langsomt, men sikkert vil blive historie i Århus.«

Ifølge Bruno Christensen er Fona én af de mest berømte kæder i Danmark med en kendskabsgrad på 98 procent, men fordi Fona oftest er placeret i centrale byområder, hvor man opererer med andre omkostninger og et andet serviceniveau, har man ikke været i stand til at tage kampen op mod de to andre store elektronikkæder.

Samtidig hæfter Bruno Christensen sig ved, at Elgiganten og Power i højere grad kan præsentere kunderne for et større vareopbud qua butikkernes placering.

Fona er dansk og har eksisteret siden 1926.

Her er butikkerne, der lukkes: