Gyldendal er kommet lidt svagere ud af 2016 end året før. Det skyldes blandt andet digitale investeringer.

København. Digitale investeringer, opkøb og interne sammenlægninger.

Det er nogle af årsagerne til, at danmarks største forlag, Gyldendal, landede et lavere overskud i 2016 end i 2015.

Til gengæld er selskabets omsætning steget marginalt og er dermed stort set på niveau med omsætningen i 2015.

Det skyldes blandt andet, at børne- og ungdomslitteraturen har det godt i Danmark på trods af konkurrence fra andre medie- og underholdningstilbud.

Det var især årets største bestseller, det ottende bind i J.K. Rowlings Harry Potter-univers, "Harry Potter og det forbandede barn", der var med til at bidrage til en lille stigning i selskabets omsætning.

- Året var præget af betydelige investeringer i digitale produkter og digitale salgs- og leverancesystemer samt investeringer i forlag og rettigheder, skriver Gyldendal i regnskabet.

Det er blandt andet inden for klassiske forfatterskaber og litterære værker, at Gyldendal har iværksat en omfattende digitalisering.

Det skal være med til at fremtidssikre den danske kulturarv, siger selskabet i årsregnskabet.

I 2016 opkøbte Gyldendal forlagene Tiderne Skifter og Nyt Nordisk Forlag, som begge er blevet integreret i moderselskabet.

- De ovennævnte tiltag og investeringer har præget året med let stigende omkostninger, men det forventes, at tiltagene vil styrke Gyldendals position i de kommende år, skriver Gyldendal.

Gyldendals resultat endte på 50,3 millioner kroner mod 55,4 millioner kroner i 2015.

Selskabet kom ud af 2016 med en omsætning på 832,7 millioner kroner mod en omsætning på 830,3 millioner kroner i 2015.

Gyldendal vil fortsat lave betydelige investeringer i udvikling af nye digitale produkter både på uddannelsesområdet og i det private marked.

I 2017 venter selskabet, at omsætningen og driftsoverskuddet vil være på niveau med 2016.

/ritzau/