Der er optimisme hele kloden rundt, viser en rundspørge blandt 1400 administrerende direktører.

Davos. Trods et 2016 med både britisk nej til EU og et overraskende amerikansk præsidentvalg tror danske topchefer på fremgang det kommende år.

Det viser en omfattende spørgeundersøgelse blandt knap 1400 administrerende direktører fra 79 lande. Blandt dem er 75 direktører fra de største danske virksomheder.

Revisions- og konsulentfirmaet PricewaterhouseCoopers (PwC) står bag undersøgelsen. Resultaterne bliver mandag aften præsenteret på et pressemøde som optakt til Verdens Økonomiske Forum i Davos i Schweiz.

Ifølge undersøgelsen tror 32 procent af de adspurgte topchefer fra Danmark på, at den globale økonomiske vækst vil blive forbedret i 2017. Og kun 15 procent tror, at den vil skrumpe.

Dermed er danskerne lidt mere optimistiske end det samlede antal direktører fra de 30 lande, som PwC har valgt at fokusere særligt på i undersøgelsen.

Den gruppe tæller blandt andet Danmark, USA, Tyskland og Storbritannien. Her forventer 29 procent således, at den globale økonomiske vækst vil stige. 17 procent tror omvendt, at væksten vil blive mindre.

Samlet set lyder konklusionen, at der er optimisme hele kloden rundt, også når Donald Trump rykker ind i Det Hvide Hus. Det fortæller Bob Moritz, global chef for PwC.

- Også i Storbritannien og USA hvor de administrerende direktører trods forudsigelser om nedgang efter Trump og brexit har tillid til vækst i deres virksomheder, siger han i en pressemeddelelse.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri fastholder vicedirektør Kent Damsgaard dog, at fremtiden er usikker for verdensøkonomien.

- Påvirkningerne kommer i to runder. Der er den første, umiddelbare runde, hvor der kommer nogle kortsigtede effekter. Det så vi jo i høj grad efter brexit, hvor der var store udsving på det britiske pund.

- Men det er den anden runde med de langsigtede effekter, som vi i Dansk Industri hele tiden har været mest optaget af, siger han.

Mandag præsenterede Den Internationale Valutafond (IMF) en revideret prognose, som venter en global vækst på 3,4 procent i år. Og året efter venter IMF, at verdensøkonomien vil vokse med 3,8 procent.

Det er blandt andet udsigten til mere vækst, som forklarer de danske topchefers svar i PwC-rundspørgen, mener DI-vicedirektøren.

- Og så er danske virksomheder grundlæggende lidt mere optimistiske, fordi de ved, at de traditionelt har været gode til at håndtere forandringer, siger Kent Damsgaard.

Verdens Økonomiske Forum samler hvert år verdens rige og mægtige til diskussion om tidens store politiske og økonomiske udfordringer.

Forummet finder i år sted fra 17. til 20. januar.

/ritzau/