Med højteknologiske produkter håber danske firmaer at levere nye løsninger til flygtningelejre i Jordan.

København: 17 danske virksomheder er i disse dage på erhvervsrejse i Jordan for at undersøge, om der i landets overfyldte flygtningelejre er et marked for deres højteknologiske produkter.

Det primære sigte er de internationale nødhjælpsorganisationer, der driver lejrene, og som kunne tænkes at investere i de danske firmaers løsninger inden for it, infrastruktur, sundhed og flygtningeboliger.

Med på turen er Dorte Gram, innovation manager hos Rockwool International, der skal undersøge muligheden for et fremstød med firmaets særlige stenuldsisolerede "shelter", der både isolerer mod kulde, varme, lyd og nedbringer brandfaren.

Og på vej i en bus fra et besøg i Zaatari-flygtningelejren er Dorte Gram godt tilfreds med det hidtidige udbytte af rejsen, da Ritzau får hende i telefonen.

- Jeg kan ikke andet end forestille mig, at man må kunne bruge vores materialer til at bygge nogle bedre boligforhold til flygtningene. Det kan ikke være rigtigt, at der er nogle, der skal fryse ihjel i en flygtningelejr, når vi har teknologien til at gøre noget ved det, siger hun.

Spørgsmål: Men handler det om at hjælpe flygtninge eller om at tjene penge til Rockwool?

- Begge dele kan man sige. Det vigtigste er selvfølgelig, at vores produkter kan gøre noget godt for folk, der har det skidt. Men jeg skal også være ærlig og sige, at det skal give mening for os at kunne lave en forretning, der hænger sammen, siger Dorte Gram og fortsætter:

- Det er jo den måde, vi kan opretholde os selv på og lave endnu flere ting, der kan komme verdens folk til gode.

Bag de danske firmaers sonderingsrejse til Jordan står Dansk Industri, hvor direktør Thomas Bustrup fremhæver vigtigheden af, at virksomhederne selv tager forholdene i lejrene i øjesyn.

- Man kan ikke levere de rigtige løsninger hjemme fra Silkeborg eller forhøre sig om behovet i en mail. Kun ved at være dernede kan man sætte sig ind i, hvordan dagligdagen er, så løsningerne kan blive så velegnede som muligt, siger han.

Erhvervsfremstødet er delvist finansieret af Danida og er et eksempel på regeringens ønske om at involvere erhvervslivet mere i udviklingsarbejdet.

/ritzau/