GN har indgået aftale med amerikansk selskab Natus om salg af GN Otometrics, der producerer måleudstyr.

København. GN Store Nord trimmer forretningen og frasælger datterselskabet GN Otometrics, der producerer udstyr, der blandt andet kan teste hørelse.

Selskabet meddeler, at man er blevet enige med amerikanske Natus Medical Incorporated om en pris på 145 millioner dollar (svarende til 960 millioner kroner) på gældfri basis.

Salget betyder, at GN Store Nord i endnu højere grad kan og vil koncentrere sig om sin høreapparatforretning.

Samtidig indgår man et strategisk partnerskab med Natus, ligesom GN Store Nord også er sikret royalties fra salget af Otoscan, som er GN Otometrics' bud på fremtidens øreskanningsløsning.

- Aftalen med Natus understreger GNs dedikerede høreapparatstrategi samt GN Hearings fokus på strategiske partnerskaber, siger GN Hearings administrerende direktør, Anders Hedegaard, blandt andet i en selskabsmeddelelse.

Meddelelsen kommer samtidig med, at GN Store Nord offentliggør sin nye strategi for de kommende år under navnet "Hear more, do more, be more".

Forventningen er, at man med den nye strategi kan opnå en omsætningsvækst på mellem seks og otte procent i høreapparatsdivisionen GN Hearing.

I GN Audio, der blandt andet producerer headset under varemærket Jabra, forventes en omsætningsvækst på mellem seks og ni procent.

/ritzau/