Fona blev torsdag reddet fra konkurs, og rekonstruktørerne forhandler på højtryk med to seriøse købere af den kriseramte butikskæde. Begge købere har dybt branchekendskab og penge, og eksperter gætter på, at tyske eller norske detailgiganter som XXL, Komplett eller Mediamarkt samler et slanket Fona op.

Den kriseramte butikskæde Fonas tid som danskejet er formentlig forbi, vurderer en række eksperter. Fona-butikkerne vil sandsynligvis blive solgt til en udenlandsk gigant, lyder deres bedste gæt.

Fonas kreditorer reddede torsdag butikskæden fra konkurs, da de accepterede den plan, som rekonstruktionsadvokaterne Pernille Bigaard og Ole Borch har lagt for en ny fremtid for butikskæden, der betyder, at Fona lukker 25 butikker og fyrer 300 medarbejdere.

Rekonstruktørerne oplyste i skifteretten over for flere end en snes kreditorer, at de forhandler med to seriøse købere, som begge er karakteriseret ved, at de har dybt branchekendskab og penge.

Det spørgsmål, som alle gerne vil have svar på, er: Hvem?

Advokaterne gjorde det klart, at både Fonas ledelse og rekonstruktørerne har givet sig selv mundkurv på og ikke oplyser yderligere om salgsforhandlingerne. Det ligger fast, at Fona skal beskæres, og at antallet af butikker (56) reduceres. Der er altså ingen oplysninger at hente i kredsen omkring Fona, så Berlingske er gået på jagt efter tip blandt fire detailhandelseksperter, som imidlertid ikke ønsker at blive citeret.

Første bud er tyske Mediamarkt, som kalder sig selv for »Europe’s number one« inden for alskens elektronik som fladskærme, tablets, smartphones, spilkonsoller og fuldautomatiske kaffemaskiner. Kæden omfatter flere end 800 butikker på i alt 10,000 kvadratmeter i 14 lande.

Andet bud er den norske varehuskæde XXL, som ganske vist er en sportsbutik. I løbet af året lancerer de nethandel i Danmark med den ambition at udkonkurrere store danske kæder som Sportmaster og Intersport, fortalte adm. direktør Fredrik Steenbuch for nylig til Jyllands-Posten. Et udvalg af Fonas butikker kunne være interessant for XXL, vurderer en ekspert.

XXL er Nordens største kæde for sportsudstyr med butikker i både Norge, Sverige og Finland. Selskabet ejes af de to norske brødre Øyvind og Tore Tidemandsen, der i sin tid var med til at grundlægge Elgiganten. Det samme var Fredrik Steenbuch. Elgiganten er ejet af norske Elkjøp, som er storaktionær i Fona sammen med Kjær-familien.

I det forgangne år omsatte XXL for over fem mia. kroner og opnåede et driftsresultat på over en halv mia. kroner.

Tredje bud er endnu en norsk kæde Komplett, som kalder sig Nordens største på nethandel. Komplett handler med skærme, keyboards, spilkonsoller, PCer og tablets, TV samt foto og video. Fona skulle i givet fald give Komplett et butiksfodfæste i Danmark.

En dansk mulighed kunne i teorien være en af de store dagligvarekæder. Men Dansk Supermarked har allerede købt e-handelsbutikken Wupti, og eksperterne tror ikke på, at Coops stærke fokus på mad levner plads til en elektronikkæde.

Fona ejes i dag F-Group. Blandt ejerne af det selskab er norske Elkjøp, der står bag Elgiganten, mens familien Kjær ejer 60 procent af selskabet og desuden sidder på direktør-posten i form af Michael Kjær.

Her er Fona-butikkerne, der skal lukkes: