Danmarks Statistik har opgjort BNP-væksten i andet kvartal, og det går tilsyneladende frem for dansk økonomi.

København. Dagen efter, at regeringen præsenterede sin plan for, hvordan der skal skabes vækst i Danmark de kommende 10 år, er der allerede godt nyt på den front.

Danmarks Statistik har opgjort bruttonationalproduktet (BNP) for andet kvartal, og det viser en fremgang på 0,5 procent i forhold til første kvartal.

Sammenligner man imidlertid med andet kvartal sidste år er BNP kun 0,4 procent højere, og det er medvirkende til at få nogle økonomer til at rynke brynene.

Steen Bocian, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, hæfter sig i den forbindelse ved, at BNP pr. indbygger faktisk er faldet fra første til andet kvartal og lige nu er 6,3 procent lavere end før finanskrisen.

- De samfundsøkonomiske kagestykker er med andre ord mindre i dag end de var på samme tid sidste år, og de er markant mindre end i 2007. Det er et meget reelt problem, skriver han i en kommentar.

Cheføkonom Tore Stramer fra Nykredit er mere positiv, selv om tallene skal tages med det forbehold, at usikkerheden ligger på 0,5 procentpoint.

Det betyder i realiteten, at dansk økonomi kan have befundet sig i alt fra svag fremgang til stagnation i årets andet kvartal.

Ser vi på den samlede kurv af nøgletal, hvor særligt privatforbruget, beskæftigelsen og boligmarkedet har vist gode takter, så er der dog grund til at sætte sin lid til at dagens gode tal står nogenlunde for troende.

- Status er således også, at dansk økonomi er ude af vækstkrisen, lyder hans konklusion.

Det private forbrug steg kun med 0,2 procent i andet kvartal, men sammenligner man med andet kvartal sidste år ligger husholdningernes forbrug 2,0 procent højere.

/ritzau/