For syv år siden startede iværksætteren Claus Peter Jakobsen virksomheden Scandinavian Brand House. Nu er han blevet mangemillionær på et salg til smykkegiganten Pandora.
Det skriver Børsen.
Efter en svær start har Scandinavian Brand House fået oparbejdet en årlig omsætning på over 100 millioner kroner på at sælge Pandora-smykker i det sydlige Afrika. Det har fået Pandora til at hoste op med intet mindre end 119 millioner kroner for virksomheden i forbindelse med genforhandlingen af Claus Peter Jakobsens distributionsaftale.
»De grinte ad os i starten - men ikke længere. I Afrika har man nogle udfordringer, man ikke ser de fleste andre steder i verden, og jeg har da været ved at løbe skrigende bort flere gange, men vi er blevet ved med at skubbe på og er blevet ved med at vokse og har kæmpet os igennem,« siger Claus Peter Jakobsen til Børsen.
Scandinavian Brand House sælger i dag Pandora-smykker i mere end 50 butikker syd for Sahara fordelt over landene Sydafrika, Zambia, Mauritius, Zimbabwe, Namibia og Réunion.
Smykkegiganten oplyser i en mail til Børsen, at 'Sydafrika og de omkringliggende lande er på sigt interessante markeder', som de nu ønsker at drive videre i eget regi.
Siden Pandora blev børsnoteret i oktober 2010 har virksomheden brugt omkring 800 millioner kroner på at opkøbe distributionsforretninger over hele verden, så det er ikke overraskende, at turen nu er kommet til landene syd for Sahara.
Den nyslåede mangemillionær Claus Peter Jakobsen oplyser til Børsen, at han efter det veloverståede salg vil tage et halvt år ud af kalenderen for at være sammen med sin kæreste og parrets børn.