Ny fyringsrunde i Nykredit skal sammen med yderligere tiltag spare koncernen for 200 millioner kroner.

Nykredit nedlægger 240 stillinger for at reducere sine omkostninger. Det betyder, at 190 medarbejdere mister deres job, og det kommer til at ske allerede i år.

Det oplyser Nykredit i en pressemeddelelse.

- I tillæg hertil gennemføres der i forlængelse af det daglige fokus på omkostninger ekstra besparelser på blandt andet brugen af konsulenter, markedsføring samt på øvrige udgiftsposter, lyder det i meddelelsen.

- Disse besparelser vil med stillingsnedlæggelserne isoleret set reducere Nykredit-koncernens årlige omkostninger med mere end 200 millioner kroner.

Nykredit har siden 2013 arbejdet på effektivisere virksomheden. Der er allerede blevet færre ansatte på den baggrund.

Koncernchef Michael Rasmussen varslede i forbindelse med halvårsregnskabet i maj i år, at den udvikling ville fortsætte i 2016, 2017 og 2018. Han udtrykte samtidig håb om, at det kunne ske uden fyringer.

Det kunne så ikke lade sig gøre.

Koncernchef Michael Rasmussen nævner i torsdagens pressemeddelelse blandt andet, at stigende krav til finansielle virksomheders polstring stiller krav om "et mere effektivt og forandringsparat Nykredit".

- Vi har de seneste år arbejdet fokuseret på at skabe et mere kundeorienteret og effektivt Nykredit. Vi har hver eneste dag – både i det store og i det små – søgt efter forbedringer og besparelser.

- Det vil vi blive ved med. Det er et grundvilkår for sektoren i dag. Især for Nykredit, siger han.

Netop myndighedernes krav om mere polstring - flere penge i reserve - fik også Nykredit til i februar 2016 at varsle højere priser på boliglån for kunderne i Totalkredit. Det gav efterfølgende Nykredit massiv kritik.

Tusindvis af vrede boligejere har samlet sig i protestgrupper på nettet og i foreningen Fair Bidragssats. Politisk gav sagen også anledning til en undersøgelse af konkurrencen i realkreditsektoren.

Det er ikke første gang, at der bliver færre ansatte i Nykredit. Michael Rasmussen meddelte som ny topchef i december 2013, at Nykredit skulle skære 300 stillinger.

Det blev til 220 fyringer i foråret 2014, mens 80 stillinger ikke blev genbesat. I 2012 sagde Nykredit farvel til 125 ansatte.