København. Danmarks største andelsforeningen, Hostrup Have, er begæret konkurs. Det skriver Finans.dk.

Andelsforeningen har længe haft en tvist med Nykredit, der fredag har valgt at begære foreningen konkurs.

- Det er med beklagelse, at bestyrelsen for AB Hostrups Have må informere om, at Nykredit har begæret foreningen konkurs. Der er indkaldt til møde i Skifteretten fredag d. 9. december kl. 09.00, skriver bestyrelsen i Hostrup Have ifølge mediet Finanswatch.

Hostrup Have har 679 boliger og 31 erhvervslejemål.

Konkursen kommer efter, at foreningen i oktober stemte nej til at omlægge sine lån og samtidig stemte for at nedsætte huslejen. Den beslutning betyder, at foreningen ikke længere kan betale sin gæld til Nykredit.

Den lyder ifølge Berlingske Business på 1,1 milliarder kroner i lån, og der ud over har foreningen en såkaldt swap-aftale, der er i et minus på 900 millioner kroner.

Renteswaps blev brugt meget før krisen for at sikre lån mod rentestigninger. Men med markante rentefald viste metoden sig pludseligt at blive enormt dyr.

- Vi lever naturligvis med, at kunder kan få problemer kortvarigt eller langvarigt med at overholde deres forpligtelser over for os. Det er et vilkår i vores branche.

- Men vi kan ikke leve med, at nogle kunder bevidst træffer beslutninger, der gør, at de kommer i problemer og ikke længere kan overholde den aftale, som vi har indgået, sagde direktør i Nykredit Bank Henrik Rasmussen, til Berlingske Business tidligere på ugen.

Mens foreningen har gæld for små to milliarder kroner, er bygningen, der ligger på Frederiksberg, blot vurderet til 745 millioner kroner.

/ritzau/