Danmark får et nyt stort taxi-selskab, når to af landets største aktører på markedet slår sig sammen. Med 1.500 vogne og en omsætning på to milliarder kroner bliver det nye selskab en gigant på taximarkedet.

Det skriver de involverede selskaber, 4×48 TaxiNord og DanTaxi, i en pressemeddelelse.

Fusionen sker som følge af den nye taxilovgivning med færre restriktioner.

»Sammenlægningen mellem DanTaxi og 4×48 TaxiNord er det oplagte og nødvendige tiltag, hvis vi fortsat skal kunne udvikle os og modstå konkurrence fra både nye og eksisterende konkurrenter,« siger Carsten Aastrup, som er administrerende direktør i 4×48 TaxiNord – og kommende chef for den sammenbragte organisation.

Kunderne vil angiveligt kunne mærke sammenlægningen i kraft af lavere priser og mindre ventetid i både byerne og yderområderne.

»Vi får større muskler til at investere i nyeste teknologi. Vi kan kvalitetssikre langt bedre end tidligere og derigennem skabe større tryghed for vores kunder,« siger Carsten Aastrup.

Den ny taxilovgivning er ikke færdigbehandlet og vedtaget endnu, men den kommer blandt andet til at betyde, at det bliver nemmere at komme ind på taximarkedet, fordi den fjerner en række af de restriktioner, som taxibranchen er underlagt nu.

Det nye selskab bliver en realitet 1. januar 2017.