Både Dan Rachlin og Claus Hembo benytter sig af au pair piger i deres husstand. Fælles for dem og deres familier er, at de gør en dyd ud af, at au pair pigen skal have en god tid i Danmark.

Derfor ærgrer det dem begge, at tilsyneladende ikke alle piger behandles ordentligt af deres værtsfamilie.

»Jeg kan ikke forstå, hvordan velstillede mennesker, der benytter sig af au pair ordningen, kan leve med sig selv, hvis de har en pige boene, der ikke har det godt. Jeg kan overhovedet ikke sætte mig ind i det. Man må jo være psykopat,« siger Dan Rachlin om måden, eksempelvis ’Maria’ bliver behandlet på.

Han mener, at det er småligt, fattigt og utilgiveligt, at det kan ske, og det er med til at give au pair ordningen et dårligt ry.

Og det tilslutter Claus Hembo sig. Han mener, at man skal behandle au pair pigerne, som man selv ville behandles i et fremmed land.

Claus Hembo.
Claus Hembo. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

»Man skal huske på, at man får et ungt menneske i sit hjem på et kulturelt udvekslingsophold. Og det er jo klart, at et hvert misbrug af ordningen giver dårlig pr og skader ryet. Det er jo utrolig trist for de mange piger, der har et rigtig godt ophold i Danmark som au pair,« siger han.

Og Dan Rachlin har førhen aktivt gjort noget for at sikre bedre vilkår for au pair piger. Han har nemlig tidligere skrevet et blogindlæg, hvor han kritiserede en familie, der ikke behandlede deres au pair godt nok. Ligesom han indirekte har hjulpet au pair piger i andre familier med at få bedre vilkår.

»Vores tidligere au pair piger har haft veninder i Danmark, der også var au pair, og i nogle tilfælde er de her vendinder ikke blevet behandlet ordenligt. I de tilfælde har jeg givet råd om, hvordan de kunne få bedre vilkår. Det har hjulpet dem. Jeg er heller ikke bleg for at konfrontere familier, der ikke behandler deres au pairs ordentligt,« siger han.