Trods et normalt tæt forhold er USA og Canada hastigt på vej mod en handelskrig.

København. USA og Canada deler en grænse på 8900 kilometer og har i århundreder været nære partnere. Hver dag krydser titusinder grænsen, og der handles årligt for over 4500 milliarder kroner mellem de to lande.

Men nu er en handelskrig ved at blusse op.

Canadierne har ramt amerikanerne der, hvor det gør rigtigt ondt. På mælk og ost. USA startede dog ved at lægge told på canadisk træ.

Senest er præsident Donald Trump gået ind i konflikten.

- Canada har gjort det meget svært for vores mælkebønder i Wisconsin og andre grænsestater. Det vil vi ikke finde os i. Bare vent og se!, skrev Donald Trump i et tweet på det sociale medie Twitter tidligere tirsdag.

Konflikten er blusset op, efter at USA tidligere på ugen pålagde canadisk tømmer en straftold på 24 procent. USA mener, at den canadiske stat subsidierer sine tømmerproducenter.

Tømmer er en enorm eksportvare for Canada. Det bliver brugt til alt fra byggeri til gulve i USA.

Ifølge Reuters blev der eksporteret tømmer fra Canada til USA for 5,7 milliarder dollar sidste år.

- Canada er stærkt uenig i det amerikanske handelsministeriums beslutning om at indføre en unfair straftold. Anklagerne er grundløse, skrev Canadas udenrigsminister Chrystia Freeland ifølge Reuters om straftolden tidligere.

Nu har Canada så svaret igen ved at indføre begrænsninger for salget af udenlandske mælkeprodukter. Det gør det næsten umuligt for amerikanske mejerier og mælkebønder at eksportere til Canada.

Det rammer hårdt i nogle af de områder i USA, som Donald Trump har svoret at beskytte. De nordlige stater lever af landbrug, og Wisconsin kalder sig selv for "ostestaten".

Staten producerede ifølge de seneste data fra Wisconsin Milk Marketing Board i 2016 over 1,4 millioner ton ost. Det svarer til en fjerdedel af USA's samlede produktion.

- Det har været en dårlig uge for amerikansk-canadiske relationer, udtalte USA's handelsminister, Wilbur Ross, mandag aften ifølge Reuters.

/ritzau/