Forældres sociale niveau har stor betydning, for om unge mennesker afslutter en ungdomsuddannelse.

København: Gode job og lange uddannelser.

Børn af velhavende og veluddannede forældre har bedre chance for at gennemføre ungdomsuddannelse, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 2015 havde 92 procent af de 25-årige, hvis forældre havde en indkomst på mere end 900.000 kroner, fuldført en ungdomsuddannelse. Til sammenligning gjaldt det kun for 55 procent af de 25-årige, hvis forældre havde en indkomst på under 300.000 kroner.

Samme tendens gør sig gældende, når man ser på uddannelsesniveauet.

94 procent af børn af forældre med en lang videregående uddannelse fuldfører en ungdomsuddannelse. Det gør kun 58 procent, hvis forældrenes højeste uddannelse er grundskolen.

Andelen af 25-årige, der har taget en ungdomsuddannelse, er steget de seneste år. I 2012 gennemførte 67 procent en ungdomsuddannelse, mens det tal er steget til 70 procent i 2015.

Der er dog stor forskel på, hvilke slags uddannelser piger og drenge gennemfører.

Sidste år tog 30 procent af drengene en eksamen fra en erhvervsuddannelse. Det gjorde kun 20 procent af kvinderne. Til gengæld havde 40 procent af de 25-årige kvinder taget en studentereksamen, mens det kun gjaldt for 25 procent af drengene.

/ritzau/