I juni begynder svære forhandlinger i FN's Søfartsorganisation om skibes nedskæring af CO2-udslippet.

København. Danmark har placeret sig helt i front, når verdens lande i næste måned tager hul på hårde forhandlinger om at skære i CO2-udledningen fra skibsfarten.

Søtransport står for 2,5-3 procent af det samlede udslip af drivhusgasser.

Sidst i juni begynder forhandlinger mellem de 172 lande i FN's Søfartsorganisation, IMO, om skibenes bidrag til kampen mod global opvarmning.

Sammen med ligesindede lande har Danmark dannet en koalition af "ambitiøse nationer", som har fremlagt en plan for CO2-reduktioner.

Med i gruppen er Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland samt fire østater i Stillehavet, der frygter at blive skyllet af verdenskortet, når klimaforandringerne accelererer: Marshalløerne, Salomonøerne, Tonga og Tuvalu.

I 2018 skal der vedtages en foreløbig strategi. Den endelige IMO-plan skal ligge klar i 2023, er det besluttet.

Maria Bruun Skipper, direktør for klima i Danske Rederier, siger:

- Vores succeskriterium er, at man får lagt de første trædesten i strategien. Vi så gerne, at der bliver sat specifikke tal og årstal på. Men det er en svær nød at knække, for IMO omfatter mange lande og interesser.

De lande, som ventes at stå på bremsen, er Kina, Brasilien og Indien. De har - som på FN's klimatopmøder - krævet særlige hensyn til ulandene.

- Men det kan vi ikke leve med i IMO. Det er vigtigt, at skibe ikke behandles forskelligt, ellers er det jo konkurrenceforvridning, og så sker der omflagning, påpeger Maria Bruun Skipper.

Danske Rederiers studie anbefaler, at søfartens udledning topper senest i 2025 og derefter halveres frem mod 2050, siger Maria Bruun Skipper.

Der er mange muligheder:

- Man kan nå et stykke ad vejen med tekniske tiltag: Skibsdesign, bundmaling og bedre motorudnyttelse - og så kan man nå noget med den måde, man opererer skibet på.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er ansvarlig for Søfartsstyrelsen, der forhandler for Danmark. Han understreger, at en løsning skal gælde såvel ilande som ulande.

- Ellers kan vi risikere CO2-lækage, hvor skibe udflager til lande med lempeligere regler, siger Brian Mikkelsen i en mail.

Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, støtter Danske Rederiers mål. Han håber på fremskridt i IMO, men er stærkt skeptisk.

- Hvis vi kunne opnå en klar strategi for det videre forløb og for, hvordan man forpligter sig til bindende CO2-reduktioner, ville vi være nået meget langt, siger han.

/ritzau/