Efter to dage med forsigtige stigninger styrtdykker de amerikanske aktier igen. Olieprisen går samme vej.

New York: De amerikanske aktier og olieprisen har igen slået bak onsdag aften efter to dages forsigtige fremskridt.

Dermed fortsætter de voldsomme fald på aktiemarkederne, der har præget starten på 2016.

I USA falder de toneangivende indeks Dow Jones og S&P500 med over to procent, mens det teknologitunge Nasdaq dukker med 3,5 procent.

Prisen for en tønde nordsøolie, den såkaldte Brent-olie, er samtidig faldet til under 30 dollar per tønde, det laveste niveau siden 2004.

- Der er en voldsomt negativ stemning i markedet lige nu. Der har ikke været nogle specifikke nyheder, der har sendt markedet ned. Men uden nyheder, der kan sende markedet op, begynder udsalget, siger handler ved Themis Trading i New Jersey Mark Kepner til CNN Money.

Bekymringer om væksten i Kina og geopolitisk uro har fra starten af året sendt aktierne på retræte. Samtidig er oliemarkedet ramt af overudbud, hvilket har slået bunden ud af markedet.

Prisen for en tønde nordsøolie er halveret på et halvt år.

/ritzau/