Ea Krassel fik en uddannelse og en stabil familie trods en mor, der pludselig forlod sine børn. Sådan gik det ikke for hendes to søstre. En stor del af de børn, der er anbragt uden for hjemmet, ender på bistand og i kriminalitet. Hvorfor? Det er der flere forklaringer på. En af dem findes i vuggen.
Ea Krassel brugte sin barndom på at lede efter sin mor på byens værtshuse. Mad og omsorg måtte hun stjæle sig til, og børnehave og skole var noget, hun kom i, hvis hun selv kunne stå op om morgenen og finde derhen.
I Danmark er omkring 14.000 børn og unge anbragt på institution eller i plejefamilie, fordi deres forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Her forsøger staten med omkring 15 mia. kr. årligt at skabe rammerne for en stabil opvækst og fundamentet for et godt voksenliv. Alligevel er det svært for mange af dem at lykkes.
Opret abonnement på BT PLUS og læs Ea Krassels gribende historie om svigt og tilgivelse. Og læs om, hvordan Danmarks anbragte børn klarer sig - som børn og senere i livet.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Ea Krassel brugte sin barndom på at lede efter sin mor på byens værtshuse. Mad og omsorg måtte hun stjæle sig til, og børnehave og skole var noget, hun kom i, hvis hun selv kunne stå op om morgenen og finde derhen.
Da hun var ni år, forlod hendes mor sine tre børn. I fire måneder sad de og ventede på børnehjemmet, og da moderen endelig viste sig igen, var det iført vagabondjakke og med barnevogn, blå kaffekande og rævehale. Hun var gået på landevejen og skulle giftes med stodderkongen Fodslaw.
Ea Krassel er i dag formand for De Anbragtes Vilkår. Hun er den mellemste af tre søstre, men hun er den eneste, der fandt fodfæste i livet. Den eneste, som formåede at bryde mønstret. Hvorfor? En blanding af ‘held’, ‘drivkraft’ og ‘evnen til at suge kærlighed fra tilfældige mennesker til sig’, som hun selv formulerer det. Og så den ro, der indtraf, da hun som 12-årig så sin mor dø.
I Danmark er omkring 14.000 børn og unge anbragt på institution eller i plejefamilie, fordi deres forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Her forsøger staten med omkring 15 mia. kr. årligt at skabe rammerne for en stabil opvækst og fundamentet for et godt voksenliv. Alligevel er det svært for mange af dem at lykkes.
Blot 43 procent af de børn og unge, der har været anbragt, er som 30-årige i arbejde. Kun en tredjedel af dem har en uddannelse, og hver fjerde dreng har været i fængsel, inden han er fyldt 30 år. Til sammenligning er 77 procent af ikke-anbragte børn i arbejde som 30-årige, mens kun fire procent af dem havner i fængsel.
Det er der flere forklaringer på. Én af dem er svær at lave om, siger Signe Frederiksen, der er forsker hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). For mange anbragte børn bliver nemlig ikke stimuleret ordentligt i en tidlig alder.
»Hvis forældrene er psykisk syge eller konstant er påvirkede af alkohol, mens børnene er små, risikerer man, at de ikke får dækket basale behov som mad og hygiejne. Altså misrøgt, men manglende stimulering ved f.eks. at tale eller læse med børnene skader også læringsevnen senere i livet,« siger Signe Frederiksen, der har speciale i udsatte børn og unge og står bag en ph.d.-afhandling om anbragte børn og deres udvikling.
De to første år af barnets levetid har afgørende betydning for barnets personlighedsdannelse og evnen til at lære. Og bliver et lille barn overladt til sig selv, kan det have ødelæggende følger for resten af livet.
Svært at følge med
Lisbeth Zornig Andersen er et af de børn, der på grund af massivt omsorgssvigt og seksuelt misbrug har været anbragt på forskellige institutioner. I dag arbejder forfatteren og debattøren for at hjælpe anbragte børn og give dem bedre vilkår til et godt liv. Et af de steder, hvor der skal gøres noget, er netop i skolerne, mener hun.
»De anbragte børn har nogle huller i deres læring, der gør det svært for dem at følge med. Og der er vi for dårlige til at sikre fagligheden,« siger Lisbeth Zornig Andersen, der dog understreger, at en stor del af problemet faktisk også ligger hos de danske plejefamilier.
At blive plejeforældre kræver i dag kun fem dages uddannelse. Og det er alt for lidt, mener hun.
»Uddannelsesniveauet i plejefamilier er generelt for dårligt. De fleste har kun ganske få dages undervisning, og jeg har snakket med plejeforældre, der selv siger, at de ikke er klædt godt nok på til at tage sig af plejebørnene.«
Ved Oure på Fyn sidder Kia Holmberg på 13. Hun kom i pleje, da hun var bare en måned gammel, da hendes biologiske mor på grund af et stofmisbrug ikke kunne tage sig af hende. For hende har en anbringelse i en plejefamilie været fuldstændig afgørende.
»Hvis ikke jeg var kommet i pleje, havde jeg ikke kunnet være sikker på, at jeg var blevet hentet efter skole eller haft mad på bordet,« siger Kia Holmberg.
Derfor har Kia Holmberg også altid set sin plejemor Lone Bundgaard som sin anden mor.
»Det har været svært ikke at se min biologiske mor som alle andre i klassen gjorde. Men i dag er det helt naturligt for mig, fordi min biologiske mor siger, det er bedst, at jeg bor hos min plejemor,« siger Kia Holmberg, der i dag ikke bærer nag over for den mor, der var så afhængig af stoffer, at hun ikke formåede at være mor.
»På et tidspunkt var jeg sur over, at min biologiske mor ikke kunne tage sig af mig, men jeg har tilgivet hende for det. Jeg bliver kun sur, når hun svigter i forhold til aftaler om at ses,« siger Kia Holmberg, der senest så moderen til sin konfirmation i begyndelsen af denne måned.
En dugfrisk undersøgelse fra SFI viser, at børn og unge, der bor hos plejefamilier, trives væsentligt bedre end dem, der er anbragt på institutioner.
Alligevel sender Danmark hvert andet barn på institution. Og det er langt flere end Norge, hvor kun hver femte barn ender på en institution, mens det i Sverige er under hvert tredje barn.
Men paradoksalt nok er plejefamilier dog ikke nødvendigvis en bedre løsning end institutioner, forklarer Signe Frederiksen, der har været med til at lave trivselsundersøgelsen.
»Børn på institutioner har en helt anden problemtyngde end dem i plejefamilier. Nogle børn har brug for de faste rammer, der tilbydes ude på institutionerne, mens andre godt kan klare, at sengetiden er til forhandling som i plejefamilierne. Så det er umuligt at sige, om plejefamilier er bedre end institutioner,« siger hun.
Et stort eksperiment
Faktisk ved vi ikke ret meget om, om hvorvidt anbringelse af børn overhovedet virker. I hvert fald er området meget uudforsket, siger Frank Ebsen, der er forskningsleder på Institut for Socialt Arbejde. I mere end 100 år har vi brugt samme model, hvor børnene enten får hjælp i hjemmet, kommer på institution eller i plejefamilie. Men reelt ved vi kun meget lidt om, hvordan det ville være gået børnene, hvis de ikke var blevet anbragt.
»Konsekvensen er, at vi har et stort eksperiment kørende. Vi eksperimenterer simpelthen med nogle af de allermest udsatte i samfundet. Vi gør, hvad der står i loven, men vi finder ikke ud af, om loven virker,« siger Frank Ebsen, der der har skrevet afhandling om den første samlende anbringelseslov fra 1905.
For en måned siden fik Ea Krassels forening De Anbragtes Vilkår Børnehjælpsdagens Lillebror Pris for sit arbejde for at få anbragte børn og unge til at trives på lige fod med andre børn - også efter de er blevet voksne. Da Ea Krassel selv blev anbragt som barn, var der ikke nogen, der forklarede hende, hvad der skulle ske. Men hvis flere skal lykkes med at bryde den sociale arv, skal børnene inddrages, mener hun,
»Det er vigtigt, at man hører og ser de børn, der er anbragt. Og at man bliver bedre til at inddrage dem i deres egen sag. Forklare dem, hvad en kommune og en sagsbehandler er, så de bliver bedre til at navigere i deres egen sag. Anbragte børn har faktisk ønsker og ideer til, hvad der er bedst for dem selv.«
ET BREV TIL MOR
Kære mor
Det er længe siden, du er død. Alligevel sidder jeg nu og skriver til dig. For der er så mange ting, jeg aldrig fik spurgt dig om. I dag ved jeg ikke, hvem min far er. Eller hvorfor du gik fra mig og mine søstre.
Men der er også mange ting, jeg aldrig fik sagt til dig. Du døde jo så pludseligt. I mange år var jeg sur på dig, ikke sur over min opvækst, men sur over, at du døde fra mig og ikke holdt det, du lovede. At vi skulle være en rigtig familie. Først som voksen har jeg forstået, hvordan tingene hang sammen. Og nu har jeg tilgivet dig. For du kunne ikke gøre for det.
Derfor skriver jeg til dig nu. Du har gjort mig og mine søstre meget ondt, men jeg vil gerne tilgive dig.
Jeg glemmer aldrig den søndag aften for 20 år siden. Jeg sad og spejdede ud ad vinduet, men du kom ikke. I fire måneder sad jeg der på børnehjemmet og ventede på dig. Jeg turde ikke gå nogen steder, for hvad nu hvis du kom og hentede os, som du havde lovet? Vi skulle jo kun være på børnehjemmet i weekenden, men du var forsvundet, og du havde ikke engang låst døren til vores lejlighed. Ingen vidste, hvor du var. Jeg var ni år dengang. Endelig ringede du og sagde, at du var gået på landevejen som vagabond.
Du drak. Jeg tror, du har drukket, siden du som 16-årig blev smidt ud hjemmefra og måtte klare dig selv. Du fik tre små piger med tre forskellige mænd, men du var alene med os, og hvordan skulle du kunne klare det? Måske var det derfor, du flygtede. Måske så du ingen anden udvej. Inderst inde tror jeg, at du aldrig selv troede på, at du kunne blive en god mor. Men jeg tror, du ønskede det.
I mine sagsakter står der, at vi i de første seks år af mit liv boede på ni registrerede adresser i Korsør, Skælskør, Greve og omegn. Jeg ved dog, at vi boede endnu flere steder. I dag kan jeg se, at vi var en nomadefamilie. Dengang sagde du, at vi bare var på besøg. Og vi kendte jo ikke til andet.
Da du blev gravid med min lillesøster, fik vi en lejlighed. Det var første gang i mit liv, vi havde en fast base. Du var der bare aldrig. Og der var kun mad i køleskabet i begyndelsen af måneden, eller når der var gået børnepenge ind. Når vi blev sultne, kunne vi gnave lidt af en pakke margarine, eller hvad vi nu kunne finde, og ellers stjal vi slik i kiosken. Børn stjæler jo ikke rugbrød, men slik.
Når du havde drukket alle pengene op, kunne du finde på at samle mad i skraldespande og containere om natten, og så kom du hjem og vækkede os, så vi alle fire kunne lave mad sammen. Det var så hyggeligt, husker jeg.
Om morgenen måtte vi altid selv stå op og gå ned i børnehaven. Jeg kan huske pædagogernes frustration, når du dag efter dag efter dag ikke kom og hentede os. Der var et rundt vindue over døren, hvor man kunne kigge ud. Der har jeg stået rigtig meget og spejdet efter dig. Og grædt. Når de fik fat i dig, sendte du ofte bare en taxa, som kørte os over på værtshuset.
For 10 år siden mødte jeg lederen fra børnehaven igen. Da hun så mig, blev hun helt bleg og sagde: ’Gud, det er jo dig. Jeg troede ikke, I overlevede.’
Min lillesøster var tæt på at dø efter fødslen. Hun blev født med svære alkoholabstinenser, men da hun efter fire måneder blev udskrevet fra hospitalet, forsvandt du igen ned på værtshuset. Det var min storesøster og mig, der passede hende. Vi var seks og syv år dengang. Når jeg tænker tilbage på det, er det ubegribeligt, at det lykkedes os at holde hende i live. Jeg ved ikke, hvordan vi gjorde. Det var vel held.
Da hun blev større, var det også os, der fulgte hende i vuggestue, inden vi gik i skole. Hvis vi gik i skole. Det gjorde vi ikke særlig tit. Jeg gik børnehaveklassen om, fordi jeg stort set ikke var der. Jeg brugte jo meget tid på at passe min lillesøster og på at lede efter dig.
Jeg kan ikke huske, at der nogensinde var nogen, der stoppede os og spurgte, hvor du var. Men jeg har altid haft et savn efter dig. Jeg ved ikke, om jeg dengang var bevidst om at blive forladt, men følelsen var der i hvert fald. Jeg tror, det var mit held, at jeg altid har været meget opsøgende. Hvis jeg savnede dig, gik jeg ud og ledte efter dig, og hvis jeg savnede omsorg, sugede jeg kærlighed og omsorg til mig fra de mennesker, der ville give mig det. Det var tit dem, der fik lidt ondt af mig. Jeg så sød ud som barn, og det brugte jeg. Jeg fandt nogen, som jeg kunne få lidt omsorg og tryghed af. Nogle gange pædagoger, nogle gange tilfældige mennesker.
Så flyttede vi til Fyn. Du ville begynde på en frisk, men det gik ikke, og du blev så skuffet. Skuffelsen drak du væk. Og nu begyndte dine drukvenner fra Korsør at komme over til os. Det var en kæmpe omvæltning. I Korsør drak du altid på værtshus, og vi var altid alene hjemme. Hjemme var vores fristed. Men i huset i Strib var der hele tiden folk. De boede hos os, drak og larmede. Pludselig havde vi ikke noget sted, hvor vi bare var en lille smule trygge. Jeg begyndte at få sammenbrud og kunne ikke sove om natten. Du gav mig nervepiller og sovemedicin.
En aften så vi en film i fjernsynet, hvor nogen havde det rigtig skidt. Vi sad i sofaen, og du sagde: ’Ej, hvor er det godt, at vi ikke har det sådan’. Min storesøster kiggede på dig og sagde: ’Jamen, mor. Det har vi jo.’ Det var først dér, i det øjeblik i sofaen, det gik op for dig, at tingene ikke var, som de burde. Næste morgen ringede du til kommunen og sagde, at du havde brug for hjælp. At du ikke kunne mere. Det var en torsdag. Fredag fik vi at vide, at vi skulle på børnehjem om aftenen. Bare i weekenden, fordi du havde brug for at sove. Du var træt. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var en god idé. Jeg var også rigtig træt.
Problemet var bare, at du ikke kom og hentede os søndag aften som aftalt. Jeg sad og stirrede ud ad vinduet i evigheder. Hvor var du? Var der sket dig noget? Hvorfor kom du dog ikke? Det er noget, af det værste, jeg har oplevet. I dag kæmper jeg stadig med at knytte mig til folk. ’De forsvinder nok’, tænker jeg. ’De går fra dig, dør eller gider mig ikke mere’.
Efter fire måneder ringede du. Du lød glad og sagde, at du var blevet vagabond og gik på landevejen. Og så havde du fundet en mand, du skulle giftes med. Han var stodderkonge. Den øverste i hierarkiet blandt vagabonder. Vi vidste ikke, hvad en vagabond var.
Kort tid efter kom du og besøgte os i alt dit mærkelige vagabondtøj med barnevogn, rævehale og det hele. Du havde taget din kæreste med. Fodslaw, kaldte du ham. Jeg var rigtig glad for at se dig, og selv om svigtet sad i mig, havde jeg savnet dig noget så forfærdeligt, og jeg elskede dig jo stadig uendelig højt. Men jeg gad ikke Fodslaw. Han var dobbelt så gammel som dig, og han sagde, at han var vores nye far.
Du stod hvid brud i min kusines konfirmationskjole. Det blev kaldt årets bryllup dengang. Kirkerummet i Korsør blev fyldt med 300-400 vagabonder, og foran kirken stod hundredvis af barnevogne, hunde og revl og krat. Du så lykkelig ud, men det var mærkeligt. Så gik der druk i den, og mine søstre og jeg blev kørt tilbage til børnehjemmet.
Efter brylluppet hørte vi ikke rigtig noget fra dig. Du besøgte os på børnehjemmet to gange, og ellers så vi dig på kræmmermarkeder rundt omkring. En dag fik vi at vide, at der var fundet en plejefamilie til os i Jylland. Det var spændende, syntes jeg, og jeg følte mig udvalgt. Speciel. Men jeg havde det stadig sådan, at det var et spørgsmål om tid, før jeg skulle hjem til dig igen. Det var bare et midlertidigt ophold, inden jeg skulle hjem. Jeg var blevet 11 år.
Plejefamiliens hus var enormt. Nærmest et slot, syntes jeg. Vi fik hver sit værelse med både en seng og en reol. Alt det, man skulle have. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg havde heller aldrig prøvet at være en del af en familie før, og jeg ville så gerne. Alt, hvad jeg drømte om, var at være som alle andre. Men det var svært. Jeg var så bange for at gøre noget forkert, for så ville jeg måske blive sendt tilbage. Jeg brugte rigtig meget energi på at opfylde de normer og regler, der var. Der var så mange. Man skulle vaske hænder, inden man skulle spise og børste tænder, inden man skulle sove. Når man kommer fra et hjem, hvor der ikke er nogen grænser, og ingen beder dig om at gøre noget, er der ekstremt mange ting at opfylde. Jeg var helt stresset over det.
Samtidig var du der jo. Det var to verdener, der stødte sammen. Når du besøgte os, kom du i dit vagabondtøj og var fuld. Og du tissede for åben dør. Du sagde, det var en god plejefamilie, men samtidig holdt du ild i håbet. ’Mor skal bare lige finde en lejlighed, så kan I komme hjem,’ sagde du. ’Mor skal bare lige...’
På min lillesøsters første skoledag ringede de fra hospitalet. Du var blevet indlagt. Lægerne sagde, at du var dødssyg, og at vi skulle sige farvel til dig. Men da vi kom ind på din stue, havde du revet alle slangerne ud, for ’du skulle kraftedme ikke dø’. Du havde taget dit vagabondtøj på. Du skulle højst sove lidt, sagde du.
Jeg ville gerne spørge dig, hvem min far var. Det har du aldrig fortalt mig. Men du blev ved med at sige, at du ikke skulle dø, så jeg turde ikke spørge. Da jeg gik, vendte jeg mig om og sagde ’Nå, men så... farvel’. Hvad er det sidste, man siger til sin mor, når man ved, hun skal dø? Du blev ved med at sige ’Nej, nej, nej! Ikke farvel. På gensyn’. Det var det sidste, vi sagde til hinanden.
Næste gang lægerne ringede, lå du i koma. Vi skulle komme. Nu. Da jeg så dig, fik jeg et kæmpe chok. Du så frygtelig ud. Din ansigtshud var helt grønlig og indsunken. Du lignede et kranium, der var koblet til en masse maskiner. Jeg kunne slet ikke holde ud at være der, så jeg sad ude i venterummet og læste ugeblade det meste af dagen.
Jeg bilder mig ind, at du vidste, vi var der, for i begyndelsen holdt du om vores hænder. Det var i midten af august, en rigtig varm sommerdag. Vi havde vinduerne åbne og holdt dig i hånden. Lige da du udåndede, ringede kirkeklokkerne seks. Det var så smukt. Du blev 36 år.
Men der gik lang tid, før det gik op for mig, at jeg ikke skulle hjem til dig. Så selv om jeg bare var 12 år, tror jeg i dag, det var godt, jeg så dig dø. Jeg troede jo stadig på, at jeg skulle hjem, så snart du blev rask. Der gik næsten et år, før jeg kunne mærke lettelsen. For den kom også. Dengang vidste jeg ikke, at det var det, jeg kunne mærke. Men jeg følte en ro. Frygten for, hvor du var, og hvad der var sket, og hvornår du kom hjem, var væk. Det gav ro.
For første gang nogensinde i hele mit liv vidste jeg, hvor du var. På kirkegården. Jeg tror ikke, jeg ville have været her i dag, hvis du ikke var død, mor. Så havde jeg stadigvæk brugt min energi på dig. Jeg savner dig helt vildt, men for min videre færd var det rigtig godt, at du døde.
Jeg gennemførte gymnasiet og universitetet for dig. For at vise dig, at jeg godt kunne klare det. Jeg blev tidligt gift, fordi jeg var bange for, at han skulle forlade mig. Heldigvis er vi stadig sammen i dag, og vi har to sunde og raske drenge. Jeg har aldrig haft en mor at spejle mig i, men jeg ved, hvad jeg ikke skal gøre som mor. Lad os bare sige det sådan.
I dag er jeg formand for De Anbragtes Vilkår. Hvis bare jeg kan hjælpe et par stykker, har intet været forgæves, tænker jeg. Om ikke andet så bare til at se, at man ikke er alene. Det er først som voksen, jeg har opdaget, at der er andre, der har det som mig.
Jeg er ikke bitter på dig, mor. Jeg kan blive bitter på kommunen over, at jeg ikke blev anbragt, før jeg var ni år. Det er forrykt. Og jeg kan blive bitter over, at du ikke fik den hjælp, du så desperat havde brug for. Men dig har jeg tilgivet nu.
Kærlig hilsen
Din datter, Ea
Brevet er skrevet af journalist Charlotte Nielsen på baggrund af interview med Ea Krassel. Brevet er læst og godkendt af Ea Krassel.
