Det kan godt være, at walisisk er et af de sværeste sprog at forstå, men fodboldlandsholdet kræver ikke meget oversættelse. Det er simpelt, sammenhold og synergi. Og nu er Wales i EM-semifinalen efter en 3-1-sejr over EM-outsiderne fra Belgien.

Eden Hazard var tilbage i Lille, hvor hans store fodboldeventyr tog sin start, da han som bare 14-årig flyttede hjemmefra og drog til Lille for at følge fodbolddrømmen. Scenen var sat til, at Hazard skulle indtage en hovedrolle, men det skulle ikke blive som helt.

Landsholdskammeraten Radja Nainggolan stjal godt nok al opmærksomhed efter 13 minutter med et drøn af et spark fra 30 meter. Midtbanemanden, der under EM har været mest kendt og omtalt for at få lov at ryge smøger med landstræner Wilmots tilladelse, satte denne gang ild til bolden og sendte Belgien foran 1-0.

Herfra ændrede kampen sig totalt, og Wales fortsatte den trend, vi har set ved dette EM. At holdånd slår råt talent. Neil Taylor brændte en stor chance, men efter en halv time satte anfører og forsvarsstyrmand Ashley Williams panden på et hjørnespark, udlignede til 1-1 og løb ud og fejrede med hele den walisiske bænk.

Her stoppede Wales’ kamp for en sensationel semifinale-plads ikke. Ti minutter inde i anden halvleg glemte Hal Robson-Kanu nemlig for en stund, at han senest spillede for Reading i Championship og ikke Real Madrid i Champions League, da han sendte tre belgiere mod hjørneflaget med en fiks finte og alene i feltet kunne sparke Wales foran 2-1.

Belgien satsede, men Wales kvitterede. Fem minutter før tid blev sejren sikker, da Sam Vokes headede bolden i nettet til 3-1, og lukkede kampen.

Marc Wilmots skal nok vente lidt med at finde hjem til Belgien, for med spillere som Kevin De Bruyne, Eden Hazard og Romelu Lukaku havde belgierne sat næsen op efter mere. Især efter et lodtrækningsheld af de større, da man endte i den på papiret nemme halvdel mod finalen.

Det er svært at forestille sig, at Wilmots også om to år er træner for Belgien, når der er VM i Rusland. Det er til gengæld noget nemmere at se Chris Coleman få en livsstidskontrakt med Wales. For nu er den debuterende EM-nation i semifinalen mod Portugal.