Thibaut Courtois lægger for anden gang i turneringen det fulde ansvar på træner Marc Wilmots for et nederlag, der her til aften kostede belgierne deltagelsen i turneringen.

Belgien er et hold fyldt med verdensstjerner, og forventningerne var enorme til holdet inden turneringen. Fredag aften blev det dog noget overraskende til et exit i kvartfinalen mod Wales efter et nederlag på 3-1. Hvem er så den skyldig i det? Chelsea-målmanden Thibaut Courtois er ikke i tvivl.

»Problemet er det samme, som det var mod Italien. Vi spiller den samme taktik, og problemet var der igen,« siger Courtois ifølge Sporza.com med henvisning til Marc Wilmots’ trænerbeslutninger.

Courtois vil dog ikke sige direkte til medierne, at Wilmots skal forlade sit job. De tilstedeværende journalister spurgte efter kampen om det spørgsmål, de fleste nu søger svaret på. Skal landstræner Mrac Wilmots fyres? Courtois' holdning hænger tykt i luften.

»Han er nødt til at tage sin egen beslutning. Jeg gav ham min holdning i omklædningsrummet,« forklarer Courtois.

Målmanden lagde samtidig ikke skjul på skuffelsen over nederlaget. Han siger samtidig, at skuffelsen er større end nederlaget i Champions League-finalen med Atletico Madrid til Real Madrid for to år siden.